“Maden smager simpelthen så dejligt.”

“Undskyld, min telefon gik død.”

“Ja, vi burde mega meget gribe en kaffe snart!”

“Jeg bruger tandtråd hele tiden.”

”Jeg har fået læst, ja.”

”Jeg er på vej!”

Og klassikeren: ”Det gør ikke noget.”

Jo. Det gjorde noget.

Hvad mener du ”Det gør ikke noget”?

Nogen har gjort dig ondt, spildt din tid, trådt på dig, gjort dig uret på en eller anden måde. På et niveau hvor, det har været nok for den anden part at undskylde.

Alligevel smiler du og siger, at det er ligegyldigt.

”Det gør ikke noget.”

Siger du, i forlegenhed, ubehag, konfliktangst.

Din undskyld-lad-os-bare-lade-det-passere-os-grundet-min-venlighed-og-eventuel-undgå-akavethed-hed.

Din ufrihed til at lade situationen blive til et opgør med relationen.

Din frihed til at lyve, og lade det passere, som et ligegyldigt moment, som det jo egentligt ikke var.

Din frihed til at sige sandheden, bliver din frihed til at lyve.

Men er det frihed, eller bare en pænere måde at være ufri på?

Vi lyver hele tiden.

Gennemsnitligt 1-2 gange dagligt. Ofte for at undgå konflikt, bevare harmoni eller beskytte et selvbilllede (The American Psychological Association, Inc., 1996).

Børn begynder at lyve allerede som to- til treårige. Først fantasifuldt ”Jeg har mødt Spiderman” - senere strategisk, for at undgå straf (Guzikevits, 2025).

Som voksne, er løgnene mere sofistikerede: ”Jeg er 182” og ”Jeg elsker vandreture”. ”Jeg er der lige om 10 minutter” – nej du er ej. Du er hverken trådt ud af din lejlighed, har fået dine sko på, eller har kaldt elevatoren. Inderst inde ved du også godt, at lyskrydset ved Mejlgade er absurd langsomt og der går i hvert fald 20 minutter før du er i nærheden af at være fremme.

Også på online-datingprofiler justeres der lidt: En centimeter mere til højden, et år fra alderen. En undersøgelse fra USA siger at 8 ud af 10 lyver på deres datingprofil (Hancock, 2012). Paradoksalt nok kan man ikke se præcist hvor mange der deltog i undersøgelsen, der fortæller, hvor meget vi lyver.

Og så er der den globale løgn:

“I have read and accepted the terms & conditions.”

Har du det?

Hvorfor lyver man? Det er vel forkert? Der er noget umoralsk omkring det

Som også de 10 bud siger, man MÅ ikke lyve, så hvorfor gør vi det?

Man lyver, fordi sandheden koster noget.

Nogle gange kun stemningen ved middagsbordet.

Andre gange kærlighed, status eller selvbillede.

Nogle gange hele det liv, man har bygget.

Så vi justerer. Glatter ud. Undlader.

Filosofien har længe haft en næsten romantisk ide om sandheden og sindets forbindelse til den. Mennesket blev også romantiseret, som det, der måtte stå over dyret, fordi vi altså tænker. Animal rationale.

Platon prioriterede sandheden som det højeste, noget vi ved hjælp af sindet kan transcendere via og opnå det sande, det gode, det skønne.

Hos Descartes blev ”Jeg tænker, derfor er jeg” ”Cogito, ergo sum” det stabile fundament, sindet som kilde til viden om verden.

Hegel forklarede hvordan fornuften styrer verden.

Nietzsche synes, det hele lyder fjollet og forkert. Han forklarer sandhed som en slags metaforer. En illusion.

Og måske vi ikke er skabt til sandhed, men til at leve i illusionen.

For løgnen er ikke bare et udsagn, den er et værktøj.

Til at beskytte sig selv. Styre andre. Udskyde ubehaget og konsekvensen.

Løgnen er som en nødudgang.

Men det er jo ikke fordi, vi ikke ser løgnen udbrede sig, vi ser den sådan set ofte fra dem, vi synes burde være mest ærlige overfor os, mennesker med magt, mennesker der har noget at sige. Løgnen bliver en slags kommunikationskollaps og med det kommer et brist i tilliden, et brist der måske minder om det, som i ”Peter og ulven”, men med større betydning. Som når vi mister illiden til vores politikere – ja, nu siger de endnu engang noget der lyder godt, men mon ikke det er løgn. Igen. Løgn, eller noget der vil tage uendelige mængder af tid og undskyldninger, før det sådan rigtigt går igennem, bliver gennemført, bliver til noget. Tillidsmålinger viser igen og igen, at politikere ligger i bunden, når det gælder troværdighed. Faktisk viser en statistik af Radius Kommunikation, at politikere rangerer lige så ringe i troværdighed som brugtvognsforhandlere. Hvilket vil sige at kun 4 ud af 10 har tillid til hvad end de siger (Baastrup, 2019). Værdien af deres kommunikation er sådan set udfordret direkte. Udgangspunktet for politikere er nærmere blevet at de kommunikerer strategisk, end ærligt.

Men er almindelige mennesker så langt væk, fra den selv samme snuhed, den manipulerende evne?

Når Bestseller skriver, at deres tøj er lavet af genbrugte flasker, men glemmer at nævne, at det jo er flasker de først selv har købt og tømt, og altså ikke noget der er reddet op af havet, eller et fattigt nabolag, så er det igen vel bare strategisk kommunikation? (Fortiet) sandhed?

Det er vel sandt, men en bedragerisk strategi, der i virkeligheden med komplet gennemsigtighed ville udfordre både moral og køber. Sådan er der så meget, der ligger mellem linjerne, når det kommer til sandhed og løgne.

Det er dog noget der ligger naturen til. Løgne, over- og underdrivelse, jokes, bluff, strategi, stiltiende løgne og tavshed. Alt sammen noget vi kan se i den bare natur. Som for eksempel når dyr camouflerer, misleder og sander falske signaler både for overlevelse og ”for sjov” (Myhr, 2025). Her har mennesket dog udviklet en bevidsthed, der simpelthen gør, at de fleste af os kan ”sætte os i et andet menneskes sted” og på den måde har vi udviklet os som civilisation og står nu med moral, etik, regler, love, filosofiske og religiøse systemer, der altså alle hævder at mennesket må være mere, end blot sit biologiske udseende og tilbøjeligheder. Hvordan ville evolutionen overhovedet havde båret sig ad, uden løgnen, eller i hvert fald den sandhed vi ikke kan bekræfte, for når vi tænker historisk, må vi overgive os til at en del af evolutionen således som moralen og etikken, så vidt som regler og love, altså utallige steder, har udledt sig af religiøse fortællinger eller historier (Myhr, 2025).

Jeg taler ikke her om den famøse: ”HAR JESUS GÅET PÅ VANDET??”. Men altså om hele den store essens af religion som sådan. Skylder vi på den måde i virkeligheden løgnen en tak? Det virker paradoksalt, ikke?

Selv hvis gud er død, som Nietzsche så fint siger det, må vi erkende, at vores samfunds love er bygget tæt op omkring hvad, der engang var anset som kristne værdier.

Vi kæmper sammen for løgnens modsætning, men det at den findes, betyder vi kender dens eksistens, dens onde. Og således er der en form for erfaringshorisont, som vi nok alle lærer, eller det gør vi, for vi lyver flere gange om dagen. På den måde lærer vi også at beskytte os overfor den, med alt fra en upålidelig sælger, en utro partner, en gadesvindler eller så meget andet.

Vi benytter den også til at beskytte os selv i situationer, der altså er for barske til at håndtere, gemme os fra sandheden, tvinge os selv og andre med på en løgn, der simpelthen gør sandheden nemmere at bære (Myhr, 2025).

Tænk hvis vi ikke kunne lyve, som Kant foreslår det – skulle jeg virkelig sige til en øksemorder, der var efter min ven, at ja min ven gemmer sig lige her hos mig, for at undgå at lyve? Tænk hvis vi ikke kunne bryde en pagt, eller en lov eller på den måde være fri? Tænk hvis man var tvunget til rent faktisk at sige til den gamle mand i baren, at nej jeg har ikke en kæreste, du er bare for gammel og grim og klam til mig og du har sikkert spurgt de sidste femten piger du har set, om de ikke også vil med hjem. Tænk hvis man ikke kunne lyve. En verden uden beskyttelse, men også en informationsren verden uden clickbait og uret vel? Tænk sig hvad Ekstra Bladet og Se & Hør skulle lave…

Sådan har løgnen så mange skønne sider, men i samme øjeblik du benytter den opstår to virkeligheder: den faktiske, og den konstruerede. Og nu skal man leve i begge. For løgnen kræver hukommelse. Den kræver konsistens. Den kræver, at man holder styr på, hvem der ved hvad. Den kræver konstant justering af fortællingen, så den ikke falder sammen.

Den frihed, der føltes som kontrol, bliver til en afhængighed af, at andre fortsat tror på konstruktionen. Man bliver som forfatter af sin egen fiktion.

Og måske viser løgnen sig netop her som en ufrihed: ikke fordi man blev tvunget, men fordi man selv byggede et rum, man ikke kan forlade uden det styrter sammen. Og måske begynder man efterhånden at tro på det, man selv har sagt. Og nu har man sagt det så mange gange, både foran andre og for sig selv, at man faktisk ikke kan huske hvad der er op og ned. Løgnen starter som en strategi, men ender som identitet. Den gentages så mange gange, at den mister sin karakter af konstruktion. Af LØGN. Den begynder at ligne virkelighed (Myhr, 2025).

I Filmen ”Catch Me If You Can” følger vi den unge svindler Frank Abagnale Jr., spillet eksemplarisk af en ung Leonardo DiCaprio. Han udgiver sig igennem filmen (baseret på virkelige hændelser) for at være pilot, læge og advokat – uden at have nogen af uddannelserne eller kvalifikationerne hertil. I begyndelsen er det tydeligt: han spiller roller, som en patologisk løgner. Han manipulerer systemer, uniformer og autoritetssymboler. Han lever af andres tillid. Men det interessante sker: rollen bliver så overbevisende, den sidder i ham, han begynder at leve i og som rollen. Går han i pilotuniform, bliver han behandlet som pilot. Når han træder ind på hospitalet i den hvide kittel, tiltales han ”overlæge”. Omgivelsernes tro forstærker hans egen. Løgnen får social virkelighed. Han lever i en næsten euforisk frihed – uden ansvar, uden rødder, uden konsekvens. Han kan være hvem som helst. Han kan opfinde sig selv igen og igen. Men friheden har en pris. For i hver ny identitet må han flygte fra den gamle. Der er ingen stabil kerne, ingen sand selvforståelse. Kun bevægelse. Kun performance. Kun flugt. Den ydre frihed, at kunne være hvad som helst, bliver til den indre ufrihed. Han er fanget i konstant improvisation. Fanget i sin egen konstruktion.

I samme genre, kan man se Timothee Chalamets udlægning af Marty Mauser i filmen ”Marty Supreme”. Her er det ikke bare løgn som bedrageri, der er tale om, men en næsten manisk selvforstørrelse. En brændende egocentreret indbildskhed, hvor individet placerer sig selv på en piedestal og nægter at anerkende virkeligheden. Man bilder ikke længere blot andre noget ind, man bilder sig selv noget ind. For Marty er der, indtil filmens slutning, intet indre korrektiv. Ingen indre stemme der anerkender grænser ved egne evner, fejl, realitet. Her bliver løgnen markant farligere. For når først løgnen ikke længere opleves som løgn, men som sandhed, mister man evnen til at skelne. Man kan ikke længere træde ud af sin rolle, sin konstruktion, for man har mistet blikket for den (Aleksandra, 2023).

Der opstår et paradoks: jo mere man frigør sig fra sandheden om sig selv, desto mindre fri bliver man. Indbildskheden kan ligne styrke. Den kan ligne selvsikkerhed. Men hvis den bygger på en fortrængning af realitet, bliver den skrøbelig. Den kræver konstant bekræftelse udefra. Den kræver publikum. Den kræver at ingen trækker gardinet fra (ibid.)(Myhr, 2025). I den forstand bliver løgnen en slags identitetsafhængighed. Man lever ikke længere frit – man lever betinget af illusionens fortsatte troværdighed. Og måske er det her, løgnen for alvor viser sig som ufrihed. Når man ikke længere kan vende tilbage til sig selv, fordi man ikke ved, hvor ”sig selv” er.

Ja, faktisk ender begge film med at hovedpersonen står alene i sin ensomhed, som konsekvens, og altså ikke har nogen at dele den reelle virkelighed med, trods den løgnagtige succes de har opnået (spoiler alert). Der opstår nok altid en lidt akavet spænding mellem sandhed og omsorg, i løgnenes spil.

I ovenstående har jeg, ved hjælp af to af mine absolut yndlingsfilm forklaret, hvordan det forhold ikke just gavner én selv, hvis man lader løgnen overtage realitet og identitet og på den måde opgiver sin frihed

Men hvad så med det usagte?

Tavsheden som løgn.

Man kan lyve, uden at sige noget usandt.

Tavsheden kan være omsorg, respekt, eftertanke. Den kan give plads.

Når man tier med hensigt om omsorg, respekt eller eftertanke kan det være om dårlige nyheder lige inden et vigtigt event, som en eksamen, et bryllup eller en ferie (Myhr, 2025).

Det er dog stadig en fordrejning af den andens verdensbillede, hvoraf du subjektivt har truffet en beslutning om den andens bedste, at dette ville være for den andens bedste. Således fratager du den andens autonomi.

Tavsheden kan således være en løgn i forklædning. Ikke fordi det der siges, er falsk – men fordi sandheden (eller noget af den) undlades. Når man tier om det afgørende, lader man den anden handle videre på et ufuldstændigt billede af verden.

Den stiltiende løgn efterlader ingen spor, ingen formulering at citere. Kun et fravær.

Frihed handler ikke kun om fravær af tvang. Den handler om mulighed for at vælge på et sandt grundlag.

Den der tier, binder også sig selv. Tavsheden kræver sin opretholdelse, at man undgår det givne emne.

Man bliver ikke fri af at tie. Man bliver forsigtig.

Nietzsche sagde engang:

“The strength of a person’s spirit would then be measured by how much ’truth’ he could tolerate.” (Nietzsche, 2002).

Det tror jeg skam er meget rigtigt.

For sandheden kan gøre ondt, den kan brænde. Den kan ødelægge det gamle selvbillede. Den kan koste relationer. Den kan koste illusioner. $Men måske er det netop i den proces, friheden ligger.

Ikke friheden til at sige hvad som helst, men friheden til at stå i det, der er sandt.

Det er jo ikke fordi, jeg kan løse løgnen overhovedet, men her er hvad jeg afslutningsvist kan konkludere og håbe på, alt taget i betragtning:

De fleste ved (håber jeg), at man selvfølgelig ikke må lyve om de helt store ting, vigtige ting, som at lade som om man er ugift, eller den slags. Det går ikke. Det er vel sket et par gange i årenes løb alligevel. Nok fordi sandheden koster mere, end man føler, man kan betale.

Apropos betale for løgne, så er en kæmpe hverdagsløgn også at angive og markedsføre alverdens par jeans som lavtaljede. Stop. De er midwaist. Nogle er endda highwaist og verden er træt af at bruge penge på den slags løgne. En ”90’s low waist” skal aldrig kunne gå nogen til navlen. Slut.

En lille besked til dig: Skulle du gå rundt med en løgn, der føles tung og bære, og det føles som om hele verden vil ramle og ingen nogensinde vil kunne elske dig igen, så del den med en fremmed, en psykolog eller en præst der har tavshedspligt.

Afslutningsvist, noget a la en konklusion, hvis man overhovedet kan kalde det, det:

Sandheden kan koste. Men løgnen koster på sigt endnu mere.

At lyve kan være en frihed.

Men det er ofte en frihed fra noget - fra konflikt, fra tab, fra smerte.

Sandheden er måske en anden slags frihed.

En frihed til at være, uden konstruktion.

En frihed til at vælge på reelle præmisser.

Måske er løgnen en frihed for øjeblikket, og sandheden er friheden for livet.

Den ene undgår konsekvensen, den anden tåler den.

Måske er frihed ikke retten til at forme virkeligheden efter eget behov.

Måske er frihed evnen til at stå i den, som den er.

Og måske er det netop derfor, sandheden er så svær at bære.

Hvis løgnen er friheden fra noget og sandheden er friheden til noget, så er spørgsmålet bare: Hvilken vil du leve med?

Bibliografi