Selvhjælpsbog til valg

Dette er ment som en selvhjælps-pixie-bog til alle, der føler sig overbebyrdet af valg.

Der er noget uhyggeligt mystisk over at åbne Netflix. I det øjeblik jeg bliver præsenteret for en overflod af muligheder, ved jeg lige pludselig ikke længere, hvad jeg vil se. Dét synes jeg er et problem, for det ligner jo frihed. Jeg kan selv vælge, så hvorfor reagerer min hjerne med absolut kedsomhed? Situationen ser gerne sådan her ud: Jeg scroller, og jeg kigger nøjsomt på, hvad jeg kan vælge. I starten kan jeg endda finde på at se en trailer, inden min søgen efter underholdning bliver mere hektisk. En serie kunne være spændende, men i forskellige anmeldelser af den står der, at de første tre afsnit er sådan nogle, man bare skal igennem. En anden virker som det rigtige valg, hvis jeg altså besluttede mig for at blive typen, der kunne lide krimi. Det er i det hele taget som om, hver titel ikke bare er et tilbud, men en lille antydning af et liv, en forestilling, man kunne træde ind i. Og alligevel bliver jeg i limbo. Jeg giver op.

Vi kan godt kalde det et koncentrationsproblem. Eller træthed. Eller algoritmens skyld. Det er sikkert også alt sammen rigtigt nok. Men vi kan også se det som, at valget mister sin kraft. Det er ikke nihilisme, præcis, forskellen mellem valgene bliver svær at mærke. For der er en mærkelig passivitet i situationen, som ikke helt lader sig forklare af distraktion. Jeg kan godt vælge. Jeg gør det bare ikke. Hvis frihed bare er muligheden for at vælge, burde situationen være ukompliceret – flere muligheder, mere frihed. Alligevel opstår der noget, der minder om en form for stilstand. Ikke fordi intet er muligt, men fordi alt er muligt.

I en dedikation til min bachelor vil jeg pege på det her, ikke som en udtømmende forklaring – og derudover også en lettere simpel én af slagsen – som et forsøg på at tage en ellers banal situation lidt for alvorligt.

I min bachelor skrev jeg bl.a. om Charles Taylor, hvis argument i Modernitetens Ubehag: Autenticitetens Etik (1991/2002) lyder nogenlunde således: friheden (i og til at vælge) svækkes, hvis valget mangler – eller mister – det, der giver valget retning og betydning. (Taylor, 2002, s. 89-92). Derfor begynder jeg ikke så meget at mistænke som at genkende det i situationen. Hvis det bare handler om, at jeg skal tage mig sammen, vælge noget og komme videre, bliver forklaringen mere som en moralsk refleks snarere end en egentlig indsigt. Det bliver til smag og behag i øjeblikket, og den slags er notorisk ustabil. Det begynder at føles som om, at valgene mister kontur. Jeg kan ombestemme mig uden videre, fordi der ikke er noget, der holder valget fast, og jeg står tilbage med en ligegyldighed forklædt som valgfrihed. Her insisterer Taylor på, at det, der mangler, er betydningshorisonter, som vi har en tendens til at fortrænge eller benægte. Det er de baggrunde af værdi, som gør, at noget overhovedet kan fremstå som vigtigere end andet. Uden sådanne horisonter kommer valgene til at fremstå kontingente; som noget, der lige så godt kunne have været anderledes fem sekunder senere. (Taylor, 2002, s. 89-91). Jeg kan foretrække det ene frem for det andet, men uden at det for alvor betyder noget hvorfor, og dermed mister forskellen sin kraft. I det øjeblik er der stadig valg, men ikke længere noget, der gør dem forpligtende.

Forskellen mellem en præference og det, Charles Taylor kalder en strong evaluation – et begreb lånt fra Sources of the Self (Taylor 1989) – er netop det. Ved en præference vælger jeg blot mellem alternativer; ved en strong evaluation vurderer jeg dem i forhold til noget, der for mig allerede tæller som noget vigtigere end andet. (Taylor, 1989, s. 4-5). Noget, der ikke opstår i samme øjeblik som valget, men som gør, at det føles bindende på en anden måde. Og det ”noget” hviler på betydningshorisonterne.

Når jeg ikke orker at se de første tre kedelige afsnit, eller ville ønske jeg gad at se krimi-serier, er det ikke i kraft af en mangel på betydningshorisonter eller strong evaluations. De trækker bare i forskellige retninger – indsats vs værdi, indhold vs identitet – og der er altså ikke et fravær af værdi, men en slags ustabil eller konkurrerende værdibaggrund. Derfor ender jeg i hektisk søgen, midlertidige vurderinger og ombestemmelse. Og derfor bliver mit valg af en serie til en serie af valg.

Hvis det er rigtigt, at problemet ikke er manglen på valg, men at intet fastholder mig i det, jeg vælger, så ligger løsningen nok heller ikke i at vælge bedre, men i at vælge anderledes. Indholdet forbliver, men situationen ændres. Taylor mener i hvert fald ikke bare, at problemet løses ved, at jeg tager mig sammen. Han foreslår, at jeg holder op med at være alene – eller rettere: at valget må forankres i noget, der ikke kun er mit. For ham opstår mening ikke i isolation, men i bl.a. relationer, hvor vores valg står i forbindelse med noget, der rækker ud over os selv. Valget bliver mindre tilfældigt, fordi det ikke længere behøver retfærdiggørelse af min umiddelbare lyst. (Taylor, 2002, s. 97).

Så her kommer pointen og mit løsningsforslag: En filmaften, fordi en serie alligevel er for forpligtende i længden, i Panta Rei. Her er valget ikke længere kun mit, men noget, der foregår mellem os, i dialog, i relation. Det gør ikke nødvendigvis valget lettere, og måske ender vi stadig med noget halvdårligt. Men det er ikke længere ligegyldigt, hvad vi vælger, fordi valget nu er indlejret i en sammenhæng, hvor det betyder noget for nogen. I det øjeblik valget deles, opstår der en ramme, hvor noget faktisk kan være bedre end noget andet – ikke absolut, men i forhold til det, vi er i gang med. Og så begynder valget igen at ligne noget, jeg, og vi, kan stå inde for.

For at opsummere, så er problemet ikke, at jeg ikke kan finde noget at se på Netflix. Det er, at valget ikke ender med at betyde noget. Måske er frihed ikke bare at kunne vælge, men at befinde sig et sted, hvor valget faktisk gør en forskel.

Og hvis ikke, så må jeg jo erkende, at min frihed kulminerer i ikke at vælge noget som helst – og alligevel bruge en hel aften på at undgå det.