Modsvar: Georgien har ikke europæisk ånd

We, the citizens of Georgia – whose firm will it is to establish a democratic social order, economic freedom, and a legal and a social state; to secure universally recognised human rights and freedoms; and to enhance state independence and peaceful relations with other peoples – drawing on the centuries-old traditions of the statehood of the Georgian nation and the historical and legal legacy of the Constitution of Georgia of 1921, proclaim this Constitution before God and the nation. (Georgiens grundlov, præambel)

Det var egentligt slet ikke meningen at den her artikel skulle skrives. Da jeg om morgenen den 2. maj 2026 sad i en bygningsblok i Tbilisi, Georgien, og rettede Kasper Eis Følsters artikel An die Freiheit (2026), blev jeg, som Kant, vækket af min dogmatiske slummer. Og dog var det ret anderledes end Kants opvågning, der som bekendt var en reaktion mod empirisme; jeg vil her være fortaler for empirisme, eller i hvert fald bare for brug af empiri når vi fælder dom over verden. Allerede her vil jeg så også bekende kulør. Jeg er ikke filosof, men derimod antropolog (desværre), der har haft tilvalg i filosofi. Altså vil denne artikel ikke beskæftige sig med tunge teorier om frihed, men derimod med den levede oplevelse af frihed, eller mangel på samme.

Følsters fejltagelse

I sin artikel optegner Følster det han kalder en ’europæisk ånd’, der defineres af forskellige ting, men grundlæggende ”…består [denne ånd] fundamentalt i de kantianske idealer om lov, ret og frihed.” (Følster, 2026). Dertil, og måske lidt nemmere at pege på, kommer vigtigheden af at ”…man er et liberalt demokratisk land uden korruption med retfærdig lov og ret.” (Følster, 2026). Dette er også et af kravene for at være medlem af EU, og af samme årsag mener Følster at alle EU-medlemslande, med undtagelse af Ungarn, besidder den såkaldte europæiske ånd.

Så langt så godt, men herefter knækker filmen. Følster begynder at opremse lande udenfor EU han regner som havende den europæiske ånd, blandt andre Georgien. Da jeg læste dette blev jeg dybt forvirret. På nuværende tidspunkt er jeg på specialefeltarbejde i Georgien og arbejder i krydsfeltet mellem religiøse minoriteter og politik. Jeg vil derfor mene, at jeg er berettiget til at udtale mig om hvordan det faktisk, eller som antropologer siger, empirisk, står til med de kriterier som Følster opstiller for europæisk ånd. Helt kort kan jeg sige, at det står af helvedes til. Men det er måske lidt unuanceret, så lad os gennemgå noget af landets nyere lovgivning, en dugfrisk rapport og nogle nedslag i min hidtil indsamlede empiri . Samtidig skal det også nævnes, at det er en forholdsvis lille del af Følsters artikel jeg kritiserer her; det er ikke en hetz mod hans generelle projekt. Et

split mellem regeringen og folket

”Are you sure he doesn’t mean the spirit of the Georgian people?”, spurgte en af mine informanter mig, da jeg fortalte om Følsters artikel. Egentligt kan jeg ikke vide hvorvidt der er tale om regeringen eller folket i Følsters definition af europæisk ånd, for det præciserer han ikke, men lige meget hvad synes jeg det er interessant at en georgier selv påpeger, at der er forskel i hvordan det står til med den europæiske ånd.

Det startede med, at regeringen og folket havde samme attitude til EU. Siden 2014 har EU og Georgien været partnere både politisk og økonomisk, og siden 2017 har der også været fri bevægelighed for Georgiske statsborgere i Schengenområdet (Press and information team of the Delegation to GEORGIA, 2023). Men forud for dette, i 2012, fik Georgien en ny regering, der afsatte en liberal-konservativ regering til fordel for den nuværende regering, under partiet Georgian Dream. Denne regering startede med at være pro-EU, særligt grundet den russo-georgiske krig i 2008 (MacFarlane, 2015). Dette medførte også, at Georgien fik den såkaldte kandidatstatus til EU i 2023, men med krav om at arbejde på sit demokrati, retssikkerhed og fundamentale rettigheder (Press and information team of the Delegation to GEORGIA, 2023). Dog er Georgian Dream ikke længere det parti der vandt valget i 2012; som årene er gået er regeringen blevet mere illiberal og euroskeptisk, samtidig med at relationen til Rusland er blevet stærkere og stærkere (Kitachaev, 2025). Resultatet blev, at blot et halvt år efter at landet havde opnået kandidatstatus, bremsede Det Europæiske Råd forhandlingerne (Press and information team of the Delegation to GEORGIA, 2023). Nogle måneder senere valgte rådet dog at åbne op for forhandlingerne igen, og opfordrede Georgien til at se nærmere på deres krav, men den georgiske regering var ikke længere interesseret og har udskudt forhandlinger med EU til 2028 (Press and information team of the Delegation to GEORGIA, 2023). Denne udvikling faldt ikke i god jord med den georgiske befolkning, der i skrivende stund har protesteret hver eneste aften siden 28. november 2024, foran regeringsbygningen i Tbilisi. Det georgiske folk vil gerne ind i EU. I Tbilisi hænger der EU-flag rundt omkring, der er pro-EU og anti-russisk graffiti på sidegaderne, og man kan ikke have en samtale uden at den politiske situation bliver bragt op. Helt konkret bliver det også ofte bragt op i de religiøse grupper jeg arbejder med. Til en gudstjeneste under pesach¹ fortæller ham der leder gudstjenesten om jødernes udvandring fra Egypten, og hvordan pesach er en fejring af frihed for det jødiske folk. Han perspektiverer så højtiden til det nuværende Georgien: ”We should feel liberated. […] It’s hard to feel liberated today as a Georgian. It’s hard to feel liberated from slavery.”.²

Nyere lovgivning

Er det bare fordi regeringen har stoppet forhandlingerne med EU, at det georgiske folk har svært ved at føle sig ”liberated”? Bestemt ikke nej, det skyldes i høj grad også den lovgivning som regeringen introducerer for tiden. Der er tre konkrete love/lovændringer³ som fylder mest for det georgiske folk: 1) Foreign Agents Registration Act (FARA), 2) paragraffen mod nedværdigelse af regeringen og 3) anti-protest lovgivning.

FARA indskrænker frihed på den måde, at alle NGO’er og medier der modtager mere end 20% af deres finansiering fra udlandet skal registrere sig ved staten som ’agents of foreign influence’ (Gvadzabia, 2026). Hvis man registrerer sig, kommer alle udenlandske overførsler under granskning fra staten (Gabritchidze, 2025), og flere af mine informanter har oplevet at vente månedsvis på godkendelse af overførsler, eller direkte at få dem afvist. Og hvis ikke man registrerer sig kan det i yderste tilfælde føre til fængselsstraf (Gabritchidze, 2025). Altså er der to muligheder: Vær en agent, eller bliv straffet. Og dog, en sidste mulighed som er den mange NGO’er og medier har valgt, er at hverken registrere sig eller lade sig blive straffet, men simpelthen at trække sig ud af landet, hvilket har ført til arbejdsløshed for flere af mine informanter. Ikke ligefrem kendetegnende for et liberalt demokrati med valgfrihed og ytringsfrihed.

Paragraffen mod nedværdigelse af regeringen er utroligt løst defineret, men søger at dulme offentlig og systematisk handling der kan give et indtryk af staten og regeringen som ikke-legitim (Gvadzabia, 2026). At ordene ’systematisk’ og ’ikke-legitim’ ikke er defineret mere præcist forventer jeg vil stritte helt vildt på filosoffer, og med rette. Men det er ikke bare mig som ikke definerer det mere præcist; det er så vagt beskrevet i paragraffen, således at det kan fungere som en ’catch-all’ (Gvadzabia, 2026). I overført betydning, og sådan som flere advokater forsigtigt har tolket paragraffen hidtil, kan man altså straffes for at forholde sig kritisk overfor, og sætte spørgsmålstegn ved, den siddende regering: ”In effect, any statement that questions Georgian Dream’s legitimacy could become grounds for criminal liability” (Gvadzabia, 2026).

Anti-protest lovgivningen dækker over en række lovændringer i Law on Assemblies and Manifestations, der ligesom §79 i den danske grundlov stedfæster fri ret til forsamling. Med tilføjelserne af anti-protest lovgivning er den frie ret til forsamling blevet indskrænket. Udover at det er strafbart at blokere og hindre trafikken og dække ens ansigt til, så blev det for nyligt også tilføjet at selv ophold i nærheden af protester kan straffes, under det der bredt kaldes ”The sidewalk-law” (Civil Georgia, 2025).

Alle tre love/lovændringer indskrænkninger på sin vis det georgiske folks frihed, om det så gælder økonomi, ytringer, bevægelighed eller forsamling. Det er især dette, som mine informanter bringer op i samtaler, og det er det som der blev refereret til, til pesach.

Pressefrihed i frit fald

Det er ikke bare internt i Georgien at den stigende ufrihed bemærkes. Den 30. april 2026 udkom Reporters Without Borders’ årlige rapport over pressefrihed, og Georgien omtales flere gange konkret som et land hvor pressefriheden på nuværende tidspunkt er i frit fald, særligt grundet den nyere lovgivning (Reporters Without Borders, 2026b). Kvantitativt er landet faldet fra en 114. plads til en 135. plads på blot ét år, og der har generelt været tilbagegang siden 2022, hvor landet var på en 77. plads (Reporters Without Borders, 2026a). Den georgiske journalist Irma Dimitradze peger især på 2023 og introduktionen af lovgivning inspireret af Rusland som et vendepunkt (Reporters Without Borders, 2026a).

I respons til dette blev der den 3. maj, på World Press Freedom Day, afholdt en protest sideløbende med den daglige protest, der både reagerede på rapporten, men også på den stadige fængsling af journalisten Mzia Amaglobeli (Publika, 2026.). Hun blev arresteret den 12. januar 2025, som den første kvindelige journalist siden Georgiens uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991 (Amaglobeli, 2025). Udover Amaglobelis fængsling, har der siden protesternes udbrud og et år frem været mere end 600 angreb på pressen og pressefrihed: ”…including assaults, arbitrary fines, arrests, threats, suspensions of accreditation and more.” (Reporters Without Borders, 2025).

Georgien har ikke europæisk ånd, lige nu

Jeg sidder en dag og læser den georgiske grundlov sammen med en af mine informanter. Vi griner flere gange, også da vi læser citatet der indledte denne artikel, for det virker så fjernt fra den nuværende situation i landet. Regeringen arbejder ikke for ”…a democratic social order, economic freedom, and a legal and a social state; to secure universally recognised human rights and freedoms…” (Georgiens grundlov, præambel), hvilket er flere af de ting som Følster peger på i sin definition af europæisk ånd. Som vist med den nyere lovgivning, Reporters Without Borders-rapporten og et par uddrag fra min empiri, så lever Georgien på nuværende tidspunkt hverken op til de kriterier de selv fremsætter i deres grundlov, eller til kriterierne om at være et liberalt demokratisk land med lav korruption og hvor alle er lige for loven, som Følster mener er definerende for et land med europæisk ånd.

Jeg ville ønske for det georgiske folk, at de kunne sætte sig ned og høre Beethovens 9. som Følster opfordrer til i slutningen af sin artikel. Men lige nu har georgierne for travlt med at møde op foran parlamentet hver eneste aften, og kæmpe en kamp imod deres egen regering for lov, ret og ikke mindst frihed. Hvis det lykkes, så kan vi begynde at snakke om europæisk ånd.

Bibliografi