Hvordan bliver et menneske frit?

Mennesket er skabt i Guds billede – således gav Gud sin egen frihed til Adam, for at Adam kunne handle frit, med det ene forbud ikke at spise frugten fra kundskabens træ, hvad Adam alligevel gjorde. Ifølge den protestantiske teologi er det med denne fortælling, at rammen for at forstå arvesynden gives, og det netop som et frihedstab (WA 18: 600-787).

Måske man allerede nu kunne være tilbøjelig til at ville indvende, at biblen tager fejl i sin beretning om syndefaldet og menneskets natur. Men en sådan afvisning forudsætter vel i en eller anden forstand, at man allerede besidder en forståelse af, hvad syndefaldet faktisk er, og hvad der menes, når teologien påstår, at mennesket er blevet ufrit igennem det. Den første mulighed der må afvises, er nok den historiske, altså en opfattelse af biblen som en tekst, der først og fremmest beskriver historiske hændelser. Selve diskussionen om historiske hhv. bogstavelige læsninger af biblen har sine rødder i antikken, hvor bl.a. kirkefaderen Origenes talte imod en totalitær biblicisme, dvs. at hele biblen måtte forstås bogstaveligt:

En forståelse, som Origenes ikke alene mener er anvendelig på det gamle testamente, men også i det nye, hvor han ydermere også taler imod den konkrete rene historiske læsning af biblen:

Dels præsenterer Origenes derfor en forståelse af biblen, hvor den altså eksplicit og bevidst sammenblander fakta og digtning, men uden at det på nogen måde fratager biblen sin sandhedsværdi, som tværtimod styrkes netop ved det, nemlig igennem en forståelse af de ”dybere lag” af teksten. Ligeledes skriver Augustin også om faren ved at ”kæmpe ikke for [tekstens] guddommelige betydning, men for vores egen”³ (Gn. litt. 1.18.37) – en hermeneutisk doktrin, som også er at finde i Gadamers hermeneutik, hvor det at forstå en tekst handler om at forstå teksten på sine egne præmisser:

Ligeledes vil en religiøs forkyndelsestekst ikke opfattes som blot en historisk tekst, men skal i stedet forstås således, at den udøver sin frelsende virkning (GW 1: 314)

Kombinationen af Origenes’ teologiske pointe om, at biblen indeholder åbenlyse umuligheder for at tydeliggøre, at dens budskab primært er åndeligt, peger for mig at se i samme retning som Gadamer’s position, altså en forståelse af biblen som en frelselære, dvs. en lære om, hvordan det forfaldne menneske kan reddes fra sin egen forfaldenhed. Sideløbende kan der også stilles spørgsmål til det omfang hvori biblen er i stand til at besidde en almen og ydermere filosofisk gyldighed uden samtidig at forudsætte en konfessionel tro. Udgangspunktet må dog være, hvad Gadamer identificerede som udgangspunktet for enhver mulighed for forståelse, nemlig at vi holder os åbne og sætter vores lid til, at teksten ikke alene indeholder et element af sandhed, men at den endda indeholder hele sandheden (ebd.: 299, 304).

Det kræver altså, at vi tager et tillidsspring, for at vi overhovedet skal være i stand til at forstå hvilket budskab biblen og teologien end måtte forkynde. Men mener vi at biblen primært beskæftiger sig med vores frelse, så det første skridt må givetvis være en erkendelse af menneskets forfaldenhed – og altså, j.f. Luther, menneskets umiddelbare ufrihed. Det næste spørgsmål bliver derfor, hvad en sådan idé som kristen forfaldenhed eller ufrihed vil sige.

For så ganske vel vi, som mennesker, tilsyneladende ikke kan undgå at opfatte og forstå os selv som frie væsener, så er det ikke ensbetydende med, at friheden altid er udlevet. Tværtimod, som også ved Kierkegaard, synes det at være muligt, at friheden i stedet man begribes som en ”rumsterende” mulighed, en ”eventualitet” eller ”potentialitet” – og fra at vi principielt kunne handle frit følger det jo ikke, at vi faktisk gør det. Det første led i at forstå menneskets forstandstilstand er altså, at vi erkender muligheden for, at vi ikke ud lever den frihed, som vi ellers selv forestiller os at have.

Hvis frelselæren er biblens kerne, så er det præcis i en frelse i forstanden af at ”aktivere” den frihed, vi principielt er i stand til at udøve. Men at løse problemet kræver vel først, at vi nogenlunde forstår hvori problematikken består. Hvad ufriheden angår, så er teologiens mest direkte svar, at mennesket har tabt sin frihed forsåvidt det underlægges en lov og er tvunget til at handle efter denne lov. Inkarnationens funktionelle rolle i frelsen bliver tydelig når først man derfor erindrer, hvordan Kristus har erstattet den gamle pagt, moseloven, som mennesket var underlagt før Kristus.⁴ Erstatningen og opløsningen af dem gamle pagt betyder dog ikke, at mennesket nu automatisk er blevet frit. Friheden erhverves derimod ved at lære sandheden at kende (Joh. 8:32), en sandhed som Kristus selv er (Joh. 14:6). Det er altså gennem et bekendtskab med Kristus, at mennesket er givet muligheden for at opnå frihed.

Men når Kristus er sendt for at befri os fra en lov (Gal. 4:5-6), så er det ikke kun den gamle pagt, der skal erstattes, noget som vel kun må stå endnu mere klart, når altså vi vælger ikke nødvendigvis at tilslutte os en bogstavelig forståelse af biblen.

I Romerbrevet giver Paulus et stærkt indtryk af, at loven, der er tale om, ikke kun er den gamle pagt, men også den moralske lov, som Adam og Eva gjordes bekendte med, da de spiste af kundskabens træ. I en spejling af historien syndefaldet beretter Paulus om, hvordan det var selve bekendtskabet med syndens mulighed, som vækkede Paulus’ begær (Rom. 7:7). Det, som udtrykkes, er altså den basale konflikt mellem forestillingen om det ønske, man tænker at ville fuldbyrde sig selv, og det, man konkret udlever eller gør: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom. 7:19). Ligeledes findes i Luthers reformatoriske kernetekst ”Von der Freiheit eines Christenmenschen” (WA 7:20-38) en forståelse af mennesket som besiddende ”to naturer”, det åndelige hhv. det legemlige(ebd.: §2), og disse befinder sig, netop i selvsamme konflikt, som Paulus før beskrev. Konflikten behøves næppe tilskrives nogen større metafysisk vægt; tværtimod mener jeg, vi må kunne tage den for gode vare som netop en beskrivelse af den kendsgerning, det nu er, at vi som mennesker ofte befinder os i situationer af sådan art, at vi forestiller os at ønske at gøre det ene, men alligevel gør noget andet⁵

Begæret synes altså at være den lov, som mennesket er underkastet, og den lov, som frarøver os vores frihed. I en elementær forstand forstås derfor også den klassiske last og såkaldte ”første synd”, ”Incurvatus in se”, ganske let; indadvendthed, idet vi netop underkaster os eget begær, og gør hvad vi gør for vores egen skyld, og dermed fordrejer alt andet til at passe efter vort eget ønske, uden så meget som at ane, i hvilken ”krumbøjet” forstand og udstrækning vi gør dette. Som ved Luther:

”... vores natur, grundet vores første synds fejltagelse, er så krumbøjet ind imod sig selv, at den ikke alene vender Guds bedste gaver mod sig selv og fornøjer sig ved dem (som afsløret ved hyklere og dem, der mener kunne frelses gennem deres gerninger), ja endda bruger Gud til at erhverve sig disse gaver, men endog ikke engang formår at forstå det, at den på forkert, fordrejet og krumbøjet vis søger dem for sin egen skyld” (WA 56: 304).

Forsåvidt⁶ den⁷ menneskelige frihed ville være genvundet, når vi ikke længere lå under kødets lov, bliver erhvervelsen af frihed – og altså frelsen – et spørgsmål om, ikke længere at være underlagt kødets lov, at blive befriet fra sit eget begær, ved at det ikke er dets lov man efterlever, men at ens vilje og handlinger er styret af noget andet end blot begær.

Således bliver nu spørgsmålet, hvordan Kristus har befriet os fra denne lov og gjort os ’sandelig fri’ (Joh. 8:36). Vel givetvis, i hvert fald den traditionelle protestantiske teologi ifølge, gennem troen. Som Luther også pointerer (ebd.: §3-7, 10) er der vel næppe nogen eksternt gode, som fuldkomment kan befri os fra syndighed og eget begær. Som forfatteren David Foster Wallace så flot udtrykker det mod slutningen af sin tale This Is Water (2009), er der ingen frelse at hente ved tilbedelsen af sig selv: ”Worship your body and beauty and sexual allure and you will always feel ugly. And when time and age start showing, you will die a million deaths before they finally grieve you”. Dette er selvfølgelig noget, som er så tæsket ind i vores fælles bevidsthed, at det kan være svært at læse det på anden vis end som blot overfladisk sniksnak af den art, man kunne have til at hænge over spisebordet. Men der forkyndes nu alligevel en dybere sandhed, nemlig at man ikke vil finde frelse hverken ved indadvendthed, selvbesættelse eller ved en søgen efter eksterne goder. Er der noget menneske, hvis rigdom har gjort ham tilstrækkeligt rig, at hans syndige og kropslige begær er blevet ophævet, således at han kunne handle frit, og ikke efter kødets lov? Hvor Luther lægger vægt på en persons sjælelige kvalitet, og at denne ikke kan forbedres af rene gerninger, hvis ikke også hjertet er på rette sted (WA 7: 20-38, §3), behøves hans metafysik endnu en gang ikke accepteres før det giver mening for os at tale om den enkle kendsgerning det nu er, at begær som så ikke kan ophæves ved sin egen opfyldelse, men at det derimod vedbliver hvis ikke snarere vokser sig større.

At befinde sig i knægtskab over for sit eget begær, kødets lov, er den situation hvorfra vi må befries, frelses – og frelsen starter vel med den fundamentale erkendelse af, at vi er ude af stand til at frelse os selv. Således er første led i vejen til frihed en erkendelse af sin egen, begrænsede væren – hvad AA⁸ litteraturen så flot har kaldt ”at ramme bunden”, men som også har bibelske aner: Man må først dø, før man kan genopstå (1 Kor. 15:36), og i Kristus fornys vi samtidig med, at det gamle i os forgår (2 Kor. 5:17), eller med Kristi egne ord: ”For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det” (Luk. 9:24) eller ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det” (Matt 16:25). Således mener Luther også, at selve den bibelske lovs eksistens tjener en rolle selv i den nye pagt som kilde til fortvivlelse: Ved erkendelsen af alt det gode jeg bør gøre, som Biblen påbyder mig gøre, og min samtidige afmagt hvad opnåelsen af samme gerninger angår, nemlig forsåvidt den blot fortæller mig, hvad der skal ske, men ikke hvordan jeg skal gøre det, gives der anledning til en forståelse af mine egne begrænsninger (og derfor også, at jeg ikke selv er Gud), og derfor plads til erkendelsen for behovet for hjælp udefra, altså fra Gud (WA 7: 20-38, §8). Luthers henvisning til det 10. bud, opsummeret af ham som ”Du må ikke have onde begær”⁹(ebd.: §8), som noget der tjener til anerkendelsen af egen afmagt synes mig smukt at spejle også den paulinske formulering, som jeg allerede én gang kort har henvist til: ”Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: »Du må ikke begære!«” (Rom. 7:7). Her indfinder således troen sig som midlet, hvorigennem Kristus gør os fri, ved at ”købe os fri” fra trældommen, vi har befundet os i (Gal. 4:4-5). I den lutherske konstruktion, gennem sin prægning af Paulus, tør man forestille sig, adskilles menneskets inderste godhed fra dets eksterne handlinger, således at et menneske dels ikke kan gøres godt eller frelses af gode gerninger (WA 7: 20-38, §10-13, 23), men at det i stedet må være godt på forhånd for så at lade de gode gerninger følge derpå: ”Et godt eller dårligt hus gør ikke en tømrer god eller dårlig; snarere bygger en god eller dårlig tømrer et godt eller dårligt hus”¹⁰(ebd.: §23). Selve godheden erhverves til gengæld gennem sand tro i hjertet: ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Rom. 10:9). Hvilket overlader os med spørgsmålet dels om hvordan en tro på Kristus mere konkret gør et menneske frit, men også hvad en sådan tro overhovedet ville sige.

Spørgsmålet til troens mening kan i korteste udfoldning forklares ved at tro i bund og grund beskriver en tillidsrelation – at tro er at stole på, at have tillid til, og i det pågældende tilfælde, at stole på Gud og derfor Kristus, men det på bekostning af (blot) at tro på sig selv (Bultmann 1960: 29). Men hvad, og altså ikke kun hvem, stoler man på, når man sætter sin lid til Gud? Spørgs- målene om frihed og befrielsen fra loven kan næppe helt afkobles spørgsmålet om guddommelig nåde, så meget som jeg har undladt at kommentere yderligere på det; hvis det er vores syndighed (og begær) der giver os en lov som bestemt ved vor fortidige synd (dvs. arvesynd og alt der fulgte derpå), da er den guddommelige nåde i en bogstaveligste forstand også altid en benådning, forsåvidt det er en tilgivelse af alle de synder, som førhen har bundet mennesket (ebd.). Netop dette er tilliden til Kristus: At Kristus tager synden på sig, thi det er han i stand til uden derved selv at lide syndighed, og at vi derefter frigives til at handle uden at være bundet af den gamle synd (WA 7: 20-38, §12). Den, som tror på Kristus, og derfor gør sig selv til knægt for alle andre (ebd.: §19), hvad jeg også begyndte denne artikel med, har givet afkald på sine egne behov og begær, og kan derfor handle for andre i ren næstekærlighed (ebd.: §19-21, 27). Således styret af kærlighed er det eneste, der bliver den frie tilbage, at elske sin næste (ebd.: §27). I troen fuldbyrder der sig en afkobling fra det rent verdenslige, forsåvidt man er i stand til at handle ”som om” (ὡς μή) man ikke var af verden, og alt det legemlige som hørte dertil, dog uden dermed samtidig at give afkald på selvsamme verden, hvori man nu fortsat handler, om end på anderledes vis end før, nemlig i næstekærlighed (Bultmann 1960: 29).

Friheden, som dermed er vundet gennem Kristus, er en frihed til at handle afkoblet fra sin syndige fortid, dvs. en befrielse fra sig selv, menneskets natur værende syndig, og er derfor en åbning, mere konkret, af selve fremtiden, og troen på Kristus er lig troen på, at dette er muligt, grundet netop Guds kærlighed som vist gennem Kristi inkarnation (ebd.: 39). Kristus, der har vist vejen ved netop ikke at være underkastet kødets lov, viser hvordan vi kan komme hinsides os selv og dermed blive fri som også han var det. Sagt med Luther er den kristne dels fri herre over alting og ikke underlagt nogen, dels en underdanig tjener for alting og alle¹¹(WA 7: 20-38, §1). At loven er ophævet og at man nu er fri betyder, at alt som sådan er tilladt, men det er ikke ensbetydende med, at alt er godt og bør gøres (1 Kor 10:23) – men i troen og kærligheden vil man ikke gøre ondt, men i stedet handle for sin næste: ”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden” (Fil. 2:3-8). Friheden findes i at handle ikke efter sit eget begær, men sin næstes behov (WA 7: 20-38, §28).

At denne ’Heilsgeschehen’, frelsesbegivenhed, er fundet sted, er i sig selv én ting – men indtil videre forbliver spørgsmålet, om det mindste af alt, jeg har skrevet, kan give den mindste mening uden også at forudsætte en konfessionel tro. Er der, med andre ord, en af teologien uafhængig frelselære og vej til frihed at finde?

Når Rilke udtrykker, hvordan vi ved synet af en arkaisk torso forpligtes til at ændre vores liv, da kan vi i første omgang betvivle behovet for at måtte lære vor syndighed og forfaldenhed direkte fra den bibelske lov. Mere end Wallace tør sige, nemlig at alternativet til at overgive sig til noget større er at leve i ren elendighed, synes der et være et immanent og positivt argument for en tilslutning til noget større end sig selv indlejret i selve overgivelsens øjeblik. For ét er givetvis, at man gøres bevidst om sin sande dvs. syndige natur, noget andet er, hvilke løsninger der kan byde sig en. Og indebærer den oprigtige erkendelse af egen syndighed også en erkendelse af afmagt, så også en erkendelse af egen afmægtighed i muligheden for at opnå frelse gennem sig selv, og følgelig derfor også erkendelsen af, at overgivelsen er en konkret nødvendighed. Hvortil vel apologetikken¹² må finde sin plads og byde en løsning på hvorfor man nu har for at overgive sig til enten Allah, Jesus, de Fire Ædle Sandheder eller lign. frem for en af de andre konfessionelle muligheder. Væsentligt må vel alene forblive, at det valgte altid må være kærligheden – for alt andet ville være at vælge sig selv endnu en gang (1 Kor. 13:4-5).

Bibliografi