Frihedsgrublerier for to

Hedexia: Er det ikke unødvendigt? Lyset bliver ikke grønt hurtigere - jeg har allerede trykket.

Fridomache: Det ved jeg da godt. Det er mere princippet i det. Nu føler jeg i det mindste jeg gør noget - jeg udtrykker hvor pokkers gerne, jeg vil have, at det lys skifter snart!

Hed: Du gør jo ikke noget som sådan, vel? Hvis du ikke havde trykket, ville lyset blive grønt på præcis samme tid. Du kan ikke rent faktisk få noget andet til at ske end det, der allerede ville ske.

Fri: Så du vil altså mene at en handling kun er min - eller vi kan sige fri - hvis jeg har mulighed for at gøre en forskel? Med andre ord, at der er flere forskellige muligheder åbne for mig i det øjeblik jeg tager handlingen?

Hed: Ja, det er rigtigt.

Fri: Okay, men forestil dig at du tager en handling. For eksempel kan vi fore- stille os, at du vælger at tage en slurk af en kop kaffe.

Hed: Ikke uhørt.

Fri: Der er tydeligvis en forklaring for hvorfor du gjorde som du gjorde. For eksempel, at du havde lyst til kaffe. Men hvis den forklaring er tilstrækkelig, så kunne du ikke have gjort andet. Hvis lysten til kaffe automatisk betyder at du drikker kaffe, har du ingen mulighed for at gøre det modsatte – og så er handlingen ikke fri.

Hed: Så vil jeg bare sige at forklaringen ikke er tilstrækkelig. At jeg har lyst til kaffe, gør det måske sandsynligt at jeg drikker det, men min lyst er kun tilstrækkelig i kombination med, at jeg vælger at handle på den lyst. Så det er min lyst plus mit valg, der er tilstrækkelige.

Fri: Okay, men så mangler vi stadig noget: hvorfor pokker vælger du det ene frem for det andet?

Hed: Jeg vil sige, at jeg bare vælger, og det er det. Hvis jeg gav en forklaring, ville vi jo bare gå et skridt videre i forklaringskæden og støde på samme dilemma. Et eller andet sted må jeg sige, at jeg vælger, som jeg gør.

Fri: Netop! Men det er da absurd! Du har nu sagt at historien bunder i, at du vælger som du gør. Hvorfor vælger du dette? Det er ikke fordi, du har lyst - den del har vi allerede inkluderet, og det var ikke tilstrækkeligt - men bare fordi du vælger. Valget udspringer ikke af noget træk ved dig, men sker bare. Hume siger det bedst…

Fridomache hiver en gammel bog ud af baglommen.

Hedexia: Går du altid rundt med Hume i lomm—

Fridomache: SHH! Her står det:

According to the principle, therefore, which denies necessity, and consequently causes, a man is as pure and untainted, after having committed the most horrid crime, as at the first moment of his birth, nor is his character any wise concerned in his actions; since they are not derived from it.¹

Altså, med dit princip giver det ingen mening at sige, at du er en dårlig person, hvis du kører over for rødt og rammer en fodgænger. For din beslutning har ikke sin forklaring i din karakter, og kan altså ikke være et resultat af negative træk hos dig.

Hed: Jeg kan ikke se, hvad der er problematisk. Valget udspringer jo lige præcis fra mig, da det er mit valg. Det har ikke sin fulde forklaring i min karakter, men det er alligevel til dels forklaret af min karakter, og hvad end forklaring, der mangler, har sin kilde I mig frem for eksterne omstændigheder.

Fri: Hvordan kan du ikke synes, at det er underligt?! Lad mig give en illustration: Forestil dig, at du nu har valgt at drikke kaffen. Og efter at have observeret dette, vælger Gud at spole tiden på universet tilbage til lige inden, du tog dette valg. Hvad tror du så kommer til at ske?

Hed: Hmm. Jeg tænker at jeg ville vælge at drikke kaffen.

Fri: Og efter at have observeret dette, vælger Gud at spole tiden på universet tilbage til lige inden du tog dette valg. Hvad tror du så kommer til at ske?

Hed: Hmm… Jeg tænker måske, at jeg ville vælge ikke at drikke kaffen.

Fri: Han gentager så successen, og så fremdeles tusindvis af gange.² Hvad vil vi se? At det varierer! Fordi betingelserne ikke er tilstrækkelige til at bestemme dit valg, vælger du nogle gange det ene og andre gange det andet. Men der er ingen forskel på dig i de to scenarier – så forskellen må skyldes held. Hvordan er det dit valg?

Lyskrydset har nu skiftet fra rød til grøn og tilbage til rød adskillige gange. Ironien af denne situation går op for de to samtalepartnere, og de vælger endelig at fortsætte deres tur over krydset og mod destinationen: Deres lejebil.

Hedexia: Jeg kom lige i tanke om, at knapperne ved fodgængerovergange ofte slet ikke virker.

Fridomache: Sjovt.

Mens de går kan Fridomache stadig ikke give slip på diskussionen.

Fridomache: Men hvorfor skulle jeg så tro, at det begreb om fri vilje, du præsenterer, faktisk er det, vi mener med “fri vilje”?

Hedexia: Jeg synes selv, at det simpelthen er meget grundlæggende intuitivt. Det skærer i ørerne at sige noget som: “Jeg valgte frit at drikke min kaffe, men jeg havde ikke mulighed for at lade være med at vælge dette.” Jeg har svært ved at undgå følelsen af at genuin valgfrihed er grundlæggende konstituerende for hvad konceptet af frihed overho—

Fri: Ja ja, det er fint, men abstrakte intuitioner afslører ikke et begreb - det gør konkrete scenarier. Lige meget hvor intuitiv JTB-analysen af viden virker i dine abstrakte overvejelser, bliver den modbevist af Gettier-cases.³

Hed: Så du mener der er tilsvarende scenarier, der tilbageviser min position?

Fri: Ja! Lad os sige, at Birgitte virkelig er træt af sin kollega, Jørgen. Birgitte har skrivebord lige ved siden af ham på kontoret, og han piller konstant næse - altså graver virkelig. Ingen mængde MUS-samtaler har hidtil kunne gøre noget ved dette, og Birgitte har fået nok nu! Der er kun én udvej, og Birgitte beslutter sig for at tage sin jagtriffel med på arbejde næste morgen. Kost det hvad det koste vil, så skal hun ikke være vidne til mere næsepilleri!

Hed: Jeg kan ikke sige, at jeg ikke forstår hende.

Fri: Jørgen har også en anden nabo, Kim, der er lige så træt af Jørgen som Birgitte. Kim opdager hvad, Birgitte har tænkt sig at gøre, og bliver lykkelig, men tvivler på at, hun virkelig vil gennemføre. Heldigvis har han en hobby som virtuos neurokirurger. Så han udvikler en chip, som han på en eller anden vis får implanteret i hendes hjerne. Chippen gør normalt ingenting, men hvis den registrerer den mindste tvivl, aktiveres den og tvinger hende til at gennemføre mordet. Den skæbnesvangre dag gennemfører Birgitte uden tøven, så chippen aktiveres ikke.⁴

Hed: Hold da op! Hvad skete der så?

Fri: Altså det er jo bare et tankeeksperiment, så det må du selv bestemme.

Hed: Nå ja.

Fri: Hvad synes du så? Handlede Birgitte frit? Var hun ansvarlig for sin handling?

Hed: Ja, det vil jeg umiddelbart sige. Hun handlede jo af helt eget initiativ, og hun blev aldrig som sådan påvirket af Kim.

Fri: Jeg er helt enig! Men her er pointen: Birgitte havde ikke flere muligheder åbne for sig. Lige meget hvad ville hun vælge, som hun gjorde. Dit princip om alternative muligheder er altså ikke opfyldt. Alligevel ved vi begge, at hun handlede frit. Så dit princip er forkert.

Hed: Hmm, det er interessant. Jeg tror, du kan have ret i én forstand; måske er flere åbne muligheder ikke altid nødvendige for frie handlinger. Men dit scenarie synes alligevel at bygge på en idé om kontrol. Grunden til vi dømmer, at Birgittes handling er fri er, at vi mener ,at hun havde en eller anden form for kontrol over sine handlinger. Jeg vil dog vove at påstå, at hvis vi aldrig har flere muligheder, kan vi ikke have kontrol over vores handlinger.

I løbet af denne samtale er parret nu endelig kommet frem til biludlejningen. De bliver vist frem til deres bil, og Fridomache får æren af at sidde bag rettet. Da Hedexia har sat sig ind på passagersædet, fortsætter de:

Fridomache: Og hvorfor skulle jeg så tro, at kontrol kræver alternative muligheder?

Hedexia: Jo, hvis vi ikke har flere muligheder åbne for os, så er determinisme enten sandt, eller der er tilfældigheder, vi ikke har kontrol over.

Fri: Ja, det kan man jo næsten sige sig selv.

Hed: Godt. For simplicitet vil jeg ignorere tilfældigheder, og antage, at du forpligtiger dig på determinisme - det er det samme i sidste ende, men tilfældigheder gør det bare unødvendigt kompliceret. Som du selv ved, betyder determinisme at naturlovene sammen med den oprindelige tilstand af universet nødvendigvis medfører enhver efterfølgende tilstand - inklusiv den vi er i nu. Men hvis jeg nu introducerer to plausible principper, virker det til du kommer i problemer. Det første princip er, at nødvendige sandheder ikke er under din kontrol.

Fri: Nu skal du ikke undervurdere mig!

Hed: Og det andet princip er, at hvis en tilstand X ikke er under din kontrol, og hvis det ikke er under din kontrol at X medfører Y, så er Y ikke under din kontrol.

Fri: Kan vi lige få den én gang til?

Hed: Ja. For eksempel, hvis du ikke kan kontrollere, om din bil bremser, og ikke kan kontrollere, om en ulykke med bilen skader nogen, følger det af det andet princip, at du heller ikke kan kontrollere, om nogen kommer slemt til skade af, at du ikke bremser.

Fri: Det vil jeg håbe er rigtigt!

Hed: Godt, men nu er vi der næsten. Hvis vi så også siger, at den oprindelige tilstand, samt naturlovene, ikke er under din kontrol, så har du et problem. Determinisme siger at den oprindelige tilstand og naturlovene nødvendigvis medfører enhver efterfølgende tilstand. Så per det første princip har du ikke kontrol over, at enhver efterfølgende tilstand følger. Og som vi lige har accepteret, har du ikke kontrol over hverken naturlovene eller den oprindelige tilstand. Med det andet princip følger det derfor, at du heller ikke har kontrol over nogen efterfølgende tilstand - inklusiv ethvert valg du tager. For du har ikke kontrol over lovene, og du har ikke kontrol over at lovene medfører, at du tager et bestemt valg - så du har heller ikke kontrol over, at du tager dette valg. Det ville være som om, vi var en del af en historie, hvor slutningen var besluttet fra første sætning - så ville vi jo ikke have kontrol over hvad, vi gør nu, for det var allerede fastlagt fra starten.⁵

Fri: Og hvad var det relevansen var af det?

Hed: I dit eksempel med næsepilleri syntes vores dom at afhænge af, at vi tænkte at Birgitte havde en eller anden form for kontrol over sine handlinger, men hvis—

Fri: Ah ja! Hmm… Jeg må indrømme, at jeg ikke-

En kat løber ud på vejen. Ét øjeblik er den der, det næste er verden blevet en kat fattigere.

Hedexia: HALLO! Hvad LAVER du?!

Fridomache: Øh, jeg kører bil?

Hed: Hvorfor bremsede du ikke?!

Fri: Det var jo bare en kat. De forsvinder hele tiden!

Hed: HVAD?! Det er da sindssygt sagt! Jeg kan ikke tro, du bare er så ligeglad med et andet væsen!

Fri: Jamen jeg, altså, øh, jeg… Hed: … Fri: …

Bilen bliver fyldt af en nyfunden trykket stemning. Ikke mange ord bliver udvekslet. Da de kommer til statuen af J.S. Mill i Temple Gardens, forsøger Fridomache at dreje til højre. Men da hun drejer rettet sker… Ingenting. Bilen fortsætter langs Themsen som om intet er hændt.

Bil: AUTOMATIC NAVIGATION ACTIVATED - MANUAL MANEUVER

Fridomache: Jamen for helvede, da! Jeg ville gerne have set statuen! Vil det sige, det slet ikke har været mig, der har kørt?

Hedexia finder manualen frem og slår op.

Hedexia: Der står her, at bilen har ’Conditional Self-Driving.’ Under normale omstændigheder styrer chaufføren, men ved pludselige manøvrer væk fra ruten overtager selvkøresystemet.

Fridomache forsøger at hakke bremsen i, for at kunne vende om.

Bil: AUTOMATIC NAVIGATION ACTIVATED — MANUAL MA-

Fridomache: Det var da utroligt! Kan jeg ikke engang bremse når jeg vil?

Fri: Jamen så må vi vel bare køre den direkte rute til hotellet.

Hed: …

Fri: …

Hed: …

Fri: Jeg har tænkt lidt over det, vi har diskuteret.

Hed: Nå, det må da være første gang…

Fri: Jamen det har jeg altså, og jeg tror, jeg er kommet frem til, at fri vilje ikke giver mening - idéen er inkonsistent.

Hed: Det synes jeg lyder meget radikalt. Vi har vel et eller andet i tankerne, når vi snakker om frihed?

Fri: Det tror vi måske, jo, men vi kan da ikke være sikre på at det, vi har i tankerne, giver mening.

Hed: Kan vi ikke? Hvis det ikke var kohærent, hvordan kunne vi så sige hvad, der er frie handlinger og hvad, der ikke er? Hvis der var en selvmodsigelse i vores koncept, ville alt jo følge.

Fri: Måske hvis vi var robotter. Jeg ved ikke med dig, men det er jeg i hvert fald ikke. Selvom et af vores begreber er kontradiktorisk, kortslutter vi ikke bare og går op i flammer. Vi kan godt tro, at det giver mening så længe, vi ikke opdager modsigelsen.

Hed: Jeg ved ikke, det virker meget underligt. Hvis det er kontradiktorisk, så er der vel ingen betingelser for hvordan, vi adskiller et tilfælde, der falder under konceptet fra et, der ikke gør.

Fri: Okay, Aristoteles, men prøv at overveje det her: En udbredt idé om hvad der adskiller arter er, at to befolkninger er samme art, hvis de kan få afkom, der ikke er sterilt.

Hed: Ja, det synes jeg også, jeg har hørt. Og hvad er problemet med det?

Fri: Problemet er, at der er tilfælde hvor, det bryder ned. Rundt om Arktis findes mågebestande i en “ringart”: nabo-bestande kan få unger sammen, men bestandene i hver ende af ringen kan ikke. Så “samme art” bliver både sandt og falsk afhængigt af hvordan man følger kæden.⁶ Vi brugte begrebet uden problemer fordi vi troede, det var konsistent, selvom det ikke var.

Hed: Okay, så lad os sige at det godt kan vise sig, at et koncept, vi har brugt, er inkonsistent. Men hvorfor skulle vi så tro, at dette er tilfældet for fri vilje?

Fri: Vi givet et argument hver for hvorfor, en bestemt idé om frihed er forkert. Jeg gav det fantastisk geniale argument med Gud, der spoler tiden tilbage.Du gav også et argument Og så meget som det piner mig at sige Så var det nok egentlig et fint nok argument. Hed: Det er det sødes—

Fri: Men det er også ligemeget, det er jo ikke nogen konkurrence! Det jeg egentlig ville sige med det her er, at hvert argument peger på noget vi associerer med “fri vilje.” Som jeg så flot viste, giver det ingen mening at snakke om fri vilje, når det bare er en tilfældighed hvad, vi vælger. Men hvis nu dit argument virker, ville det vise, at fri vilje ikke giver mening, hvis vores handlinger er determinerede. Så kan du vel nok begynde at se problemet: Hvis vores handlinger ikke er determinerede, må fremtiden kunne gå flere veje - men det var netop det, der ledte til problemet med tilfældighed!

Hed: Det kan jeg godt se. Hmm_ det er der måske noget om. Men da vi snakkede om måger og arter, viste eksemplet bare, at vi skulle revidere vores idé om hvad, arter er. Kan vi ikke gøre noget lignende her? Det viser bare at ét af argumenterne må fejle, og så må vi finde ud af hvilket.

Fri: Jo, man kunne nok godt vælge at klamre sig til, at der må være en sand definition af “fri vilje” et eller andet sted derude. Det kan jeg bare ikke se hvorfor, man skulle.

Hed: Det synes som om, der er en forholdsvist tydelig grund til at lede efter en erstatning: Vi har nogle klare paradigmatiske eksempler, en definition af “art” skal opfylde. Den skal kunne sige at du er samme art som mig, men at jeg ikke er samme art som en af de arktiske måger. Hvad man så siger i mere komplicerede tilfælde er et andet spørgsmål, men vi har da en eller anden mængde af domme, vi i hvert fald gerne vil forsøge at indfange, ikke?

Fri: Jeg har nu altid følt en særlig forbindelse med måger… Hed: Kan vi så ikke sige det samme med frihed? Der er nogle paradigmatiske domme, vi helt klart skal respektere, og så kan vi prutte om prisen med grænsetilfælde.

Fri: Er du nu også så sikker på, at der er så tydelige tilfælde?

Hed: Det ville jeg da mene!

Fri: Okay, så giv mig det bedste eksempel, du kan komme på, hvis du er så sikker?

Hed: Øh… Hvad med at vælge hvilken smag af is jeg skal have? Jeg står og er i tvivl, om jeg skal have chokolade eller vanilje, og så vælger jeg vanilje.

Fri: Hvis vi så spoler tiden tilbage til et minut før, du vælger, og starter den igen, hvad sker der så?

Hed: Ja, nu er jeg trods alt opmærksom nok til at kunne genkende hvilket argument, du vil lave nu.

Fri: Det er som om, du kan læse mine tanker.

Hed: Jeg kan jo godt se hvor du vil hen med det. Jeg er alligevel lidt usikker på om det virker. Hvis du kører held-argumentet, kommer det til at virke som om indeterminisme ødelægger frihed, og omvendt. Men vi har jo allerede etableret, at begge argumenter er stærke! Så det burde ikke være nogen overraskelse, at de også virker overbevisende, når vi bruger dem på et konkret tilfælde. Alligevel virker det som om, vi har en meget tydelig idé om, at den her handling er fri. Spørgsmålet er så bare hvilket argument, fejler - uagtet, at de begge virker overbevisende.

Fri: Hvis du vil klynge dig til din umiddelbare reaktion, så er der ikke meget, jeg kan gøre. Men du overser hvad, argumenterne faktisk gør her. De viser ikke bare, at en bestemt idé om fri vilje ikke virker. Det de faktisk gør, er at få os til at indse, at det måske slet ikke var et frit valg til at begynde med. Du startede med at overveje et utydeligt beskrevet scenarie, og tænkte “nårh ja, det virker da meget intuitivt at det skulle være et frit valg.” Men da vi så begyndte at fylde detaljer på, blev det tydeligt, at det fjernede indtrykket af, at der skulle være tale om en fri handling.

Hed: Ja, da vi begyndte at fylde én mulig version af detaljerne ud. Men spørgs- målet er vel hvilke detaljer giver os fri vilje - det er bare et tegn på, at det var den forkerte mulighed.

Fri: De to argumenter viser jo, at ingen detaljer kan redde vores intuitive

dom: beslutningen kan enten gå flere veje eller ikke, og begge giver problemer. Ingen muligheder er tilbage.

Hed: Det kan måske virke rigtigt. Men er der ikke et tegn på, at der må være et eller andet rigtigt svar, selv hvis det kan synes svært at se?

Fri: Og det skulle være? Hed: Det skulle være, at idéen om fri vilje spiller en vigtig rolle i vores normative praksisser. Mere specifikt bruger vi idéen om fri vilje, når vi tilskriver hinanden moralsk ansvar. Har det ikke også været et gennemgående tema i vores diskussion? For eksempel var det væsentlige ved, at Birgitte valgte at slå næsepilleren Jørgen ihjel, hvorvidt hun var ansvarlig for sine hand-linger; hvis hun var ansvarlig, var hun fri, og omvendt. Så det faktum at folk nogle gange har ansvar for deres handlinger, viser, at der er frie handlinger. Hvis nogen slog en kat ihjel i koldt blod, uden noget eksternt pres for at gøre det, ville denne person være ansvarlig for det. Dette faktum viser, at der er frie valg.

Fri: Du har ret i, at vores idéer om fri vilje er tæt knyttede til moralsk ansvar. Fejlen er, at du tror dette viser, at vi har fri vilje. Det er forkert! Vores tilskrivninger af ansvar er nedstrøms fra vores tilskrivninger af fri vilje; vi tilskriver ansvar fordi, vi tror der er fri vilje, og ikke omvendt.

Hed: Du synes ikke, at det er åbenlyst, at der nogle gange er fri valg? Det har jeg svært ved at forstå, hvis du kan afvise!

Fri: Den overbevisning skal du nok komme fra, hvis vi repeterer øvelsen fra før. Nu gav du eksemplet med én, der slår en kat ihjel. Hed: Ja?

Fri: Hvis du nu tænker vores muligheder fra før - at det var tilfældigt, eller at det var uundgåeligt siden universets begyndelse - så forsvinder indtrykket af, at personen skulle være ansvarlig! Da vi stadig gik rund i vores naive tro, om at der er fri vilje, troede vi i vores forvirring, at det var en ansvarlig handling. Men nu har det vist sig, at det slet ikke var - indtrykket af ansvar smelter i takt med indtrykket af fri vilje.

Hed: Hmm, det er jeg ikke helt sikker på. Vi må da finde en eller anden form for refleksiv ligevægt; vores overvejelser om fri vilje peger måske i én retning, men den tilsyneladende kendsgerning om, at vi har ansvarlige valg, peger i den anden, og vi må finde den teori, der respekterer begge mest.

De kommer til et kryds. Et skilt siger “The Berkeley Hotel [ignore the sign below]”, og peger mod højre. Lige under dette hænger et skilt, der peger mod venstre og siger “The Berkeley Hotel - definitely not the other way! [Ignore the sign above]”. Forvirret vælger Fridomache at køre lige over krydset og håbe på det bedste.

Fri: Lad mig formulere mig på en anden måde: Bare fordi jeg ikke accepterer en eller anden flyvsk idé om moralsk ansvar, kan jeg stadig godt snakke om frie valg og ansvar.

Hed: Vel streng taget ikke? Du kan måske i bedste fald lade som om, der er ansvar.

Fri: Ja og nej. Altså, jeg kan ikke snakke om ansvar på den måde, vi har antaget indtil nu. Alligevel er der jo tydeligvis en eller anden ting, jeg bliver nødt til at indfange: Nemlig, det, der gør at vi skal lukke folk inde i fængsel, skælde dem ud, hylde dem, og så videre.

Hed: Men hvordan kan det give mening, hvis de ikke rent faktisk er ansvarlige?

Fri: Det var jo nok det, jeg skulle til at sige, ikke? De er rent faktisk ansvarlige!

Hed: Det var da lige det, du sagde, de ikke var.

Fri: Okay, hvis du lige lader mig tale ud, så vil jeg medgive dig én ting: Der er åbenlyst tilfælde af ansvarlige handlinger. Men nu skal du ikke blive alt for glad. Der er ansvarlige handlinger, men kun hvis vi skelner mellem to måder at forstå det på: For det første er der den oppustede forstand, vi har brugt indtil nu, med et fritflyvende metafysisk subjekt, der bare vælger.

Hed: Jeg ved ikke helt, om det er en fair måd—

Fri: Dét er tydeligvis forkert. Men for det andet kunne vi kigge på hvad, vi rent faktisk ser i verden. Det vi ser, er at der er tilfælde hvor, vi bliver nødt til at tilskrive hinanden ansvar. Hvis vi ikke sendte folk i fængsel, ville vores verden simpelthen ikke kunne fungere. Lige meget om der er ansvar i den første forstand, så er unægteligt ansvar i denne sidste forstand. Det jeg mener med fri vilje er så bare “hvad end, der gør det passende at tilskrive ansvar i denne forstand.”

Hed: Nu har jeg det bare som om, du har ændret emnet. Vi kan måske godt snakke om “fri vilje” i den forstand, men det er ikke det, vi startede med at snakke om.

Fri: Er det ikke ligemeget? Som vores argumenter har vist, var det vi startede med at snakke om grundlæggende forvirret.

Hed: Nej, det tror jeg ikke. Måske er det det bedste, vi kan gøre, men lige meget hvor meget vi sminker liget, er idéen om fri vilje død, hvis vi accepterer hvad, du siger. Er der overhovedet noget fast kriterium? Definitionen er jo ikke meget andet end et løfte om et kriterium, og så må vi selv fylde resten ud.

Fri: Der vil ikke være noget dybt faktum om fri vilje, det er klart. Men der vil nok alligevel være nogle fællestræk - for eksempel ødelægger ekstern tvang formentlig næsten altid fri vilje. Jeg ville hjertens gerne have udfoldet hvad kriteriet skulle være i flere detaljer. Men jeg får pludselig en stærk intuition om, at vores samtale bliver nødt til at slutte, så vi må snakke om det i morgen.⁷

Hed: Den slags kan man ikke argumentere imod—så er der ikke andet, vi kan gøre.

Med så uhyre god timing, at man skulle tro det var planlagt af en højere magt, ankommer Fridomache og Hedexia til The Berkely Hotel, akkurat som deres samtale drager mod ende. Mens en enlig kattesjæl stille farer til himmels, går solen ned til sølvmågers skønsang. Vores to helte checker ind på hotellet, trykker et par gange på elevatorknappen, og sætter deres tasker på værelset. Derefter spiller de backgammon og er muntre; og da de vender tilbage til deres spekulationer, forekommer de dem så kolde, anstrengte og latterlige, at de ikke kan finde det i deres hjerter at gå videre ind i dem.

Bibliografi