Friheden vendt på hovedet – er biologien ved at smide determinismens lænker?

I videnskaben findes friheden ikke. Det kan godt være, at vi føler os frie, når vi står i supermarkedet og vælger skummetmælk frem for sødmælk. At vi oplever en brusende følelse af frihed, når det bliver fredag eftermiddag, og weekenden står for døren. Men intet af dette er jo rigtig frihed. Det føles bare sådan. For den egentlige frihed er en illusion. Sådan er vi moderne, videnskabeligt oplyste mennesker vant til at tænke. Selvom vi sommetider kan føle os frie, ved vi godt, at friheden ikke findes. At vi blot er en del af et fysisk univers, hvor alt er bestemt på forhånd, hvor ting bare sker, og hvor vi ingen kontrol har over noget som helst.

Med videnskaben kan vi med andre ord altid forklare friheden væk. Hvis vi bare bevæger os langt nok ned, zoomer langt nok ind, foretager flere målinger, finder vi inderst inde i universet altid noget helt andet end frihed. Vi finder atomer. Vi finder molekyler. Vi finder celler. Og skyldes dit valg af skummetmælk egentlig noget andet end fordelingen af dine hjerneceller? Umiddelbart ikke. Og i sidste ende er disse celler vel heller intet andet end atomer, der er organiseret på bestemte måder.

Intet af dette har du kontrol over. Af samme grund har frihedsbegrebet længe været begravet på filosofiens kirkegård. Og så alligevel. For noget tyder på, at den moderne biologiske videnskab kan være med til at vise vejen for en potentiel genkomst af frihedsbegrebet. Måske er frihedens hånd ved at klemme sig igennem en lille sprække i graven.

Frihed som selvkontrol – et forsøg på en definition

Lad os lige træde et skridt tilbage. For hvad menes egentlig med begrebet frihed? Det er et notorisk vanskeligt begreb, og ethvert forsøg på at definere det vil nødvendigvis være mangelfuldt. Alligevel giver det mening at gøre et forsøg. I filosofihistorien har frihedsbegrebet vist sig i et utal af afskygninger. I politisk filosofi taler man om positiv og negativ frihed. Andre taler om frihed som det at bryde naturens love. Nogle tredje forstår frihed som beslutningstagning. Alle disse har deres berettigelse. Men i denne artikel bruges en helt fjerde forståelse af frihed, nemlig frihed som selvkontrol. Denne forståelse trækker tydelige historiske tråde til Kants autonomibegreb. For Kant var noget frit, hvis og kun hvis det er i stand til at lovgive sig selv. Denne selvlovgivning kan dog kun, ifølge Kant, finde sted hos rationelle væsener, og frihed er således tæt knyttet til fornuften (Hanna & Moore 2007: 113).

Selvom Kants frihedsbegreb muligvis er en tand for restriktivt – idet frihed forudsætter en vis rationalitet – havde han alligevel fat i den lange ende. For hos ham omhandler frihed nemlig forholdet mellem en helhed og dens enkeltdele. Det handler om et systems evne til at bestemme over sig selv. Og det er lige netop dette forhold, som frihed som selvkontrol forsøger at indkapsle. Frihed kræver, at en helhed i en eller anden forstand er i stand til at kontrollere eller bestemme over de enkeltdele, der udgør den. Det behøver ikke at være rationelt. Det kan være anatomisk. Det kan være ubevidst. Det kan være noget helt tredje. Derfor bruger jeg følgende definition af frihed som udgangspunkt for resten af artiklen: et system er frit, hvis og kun hvis det er i stand til at bestemme og påvirke de enkeltdele, der udgør det. Med denne definition af frihed åbner vi altså døren på klem for, at friheden kan findes. Så er spørgsmålet dog bare; findes friheden? Og hvis ja, hvorhenne?

Biologi og mekanismer – verden forstået nedefra og op

Vi lever i en verden, der er domineret af naturvidenskaberne. Når vi skal forstå alt lige fra menneskelig adfærd til sorte huller, tyr vi til videnskabelige forklaringer. Disse kan være både komplekse og kringlede. Men én ting har de tilfælles. Videnskaben forklarer verden nedefra og op. Alt forklares fra bunden. Målet er at vise, at alle systemer, alle tilsyneladende helheder, ikke er andet end enkeltdele, der bevæger sig på bestemte måde. Det store kan altid forklares med det små. Snart kan vi kortlægge alle dine celler, og når vi har gjort det, har vi forklaret alt, hvad der er at forstå ved dig som organisme. Hvis dette virkelig er sandt, fordufter frihedsbegrebet naturligvis, og døren, der ellers stod på klem til frihedens verden, må vi igen smække i.

Hvis vi på trods heraf ønsker at forsøge at redde friheden, er der to skridt, der er nødvendige. Og hold nu tungen lige i munden. For det første må det påvises, at biologiske systemer rent faktisk bør opfattes som helheder og ikke bare en samling af enkeltdele. For det andet må denne helhed rent faktisk er i stand til at kontrollere eller påvirke de enkeltdele, der udgør den. Med andre ord skal der være et kausalt forhold, der bevæger sig fra helheden til enkeltdelene. I det følgende vil jeg med afsæt i moderne biologisk videnskab forsøge at motivere disse to skridt. Måske det vil genåbne døren på klem til friheden.

Biologi i det 21. århundrede – fra mekanisme til helhed

På trods af biologiens store succes med at forklare organismer nedefra og op, er der måske ved at komme sprækker i denne tilgang. En af fortalerne for en fundamental ny forståelse af biologiske systemer er Michael Levin. Hans arbejde peger på noget, der ved første øjekast virker banalt, men som viser sig at være dybt problematisk for det klassiske, mekanistiske verdensbillede: at biologiske organismer er organiserede helheder, som ikke kan forstås udelukkende ved at analysere deres enkeltdele (Levin, 2012: 243). Han peger på, at visse biologiske fænomener slet ikke kan forklares uden at inddrage det niveau, hvor organismen optræder som en samlet enhed. Det gælder for eksempel regenerationsprocesser. Når en organisme genopbygger en beskadiget struktur, er det ikke tilstrækkeligt at beskrive de enkelte cellers lokale interaktioner. For hvordan “ved” den enkelte celle egentlig, hvad den skal genskabe? Hvordan ender processen med en hånd og ikke blot en tilfældig samling af væv?

Den klassiske forklaring vil forsøge at finde svaret i genetiske programmer og biokemiske signaler. Men Levin peger på, at dette ikke er tilstrækkeligt. For de samme celler, med de samme gener, kan indgå i forskellige strukturer afhængigt af den overordnede kontekst. Det tyder på, at der er noget ved selve organiseringen – ved helheden – som spiller en væsentlig rolle. Dette er vigtigt. For det betyder, at helheden ikke blot er et resultat af delene. Delene er lige så meget et resultat af den helhed, de indgår i. Hvis dette er korrekt, må vi opgive forestillingen om, at forklaringen altid ligger på det laveste niveau. I stedet må vi acceptere, at forklaring i biologien bevæger sig begge veje: nedefra og op – men også oppefra og ned. Og det er præcis her, muligheden for frihed begynder at vise sig igen.

Fra organiseret helhed til kausalitet

Selv hvis vi forstår biologiske systemer som helheder, er vi stadig et godt stykke fra at have reddet friheden. For der er en afgørende forskel mellem at sige, at helheden er nødvendig for vores forklaringer, og at sige, at helheden faktisk påvirker sine dele. Det første er et spørgsmål om erkendelse – om hvordan vi overhovedet kan begribe biologiske systemer. Det andet er et spørgsmål om ontologi. Hvis frihed skal genfinde sin plads i verden, må helheden ikke bare være en måde at beskrive biologiske systemer på. Den må være med til at bestemme, hvordan systemet faktisk opfører sig. Det er her, idéen om nedadgående kausalitet kommer på banen. Umiddelbart kunne det lyde, som om helheden pludselig bliver en slags ekstra, næsten mystisk kraft, der lægger sig oven på de fysiske, biologiske processer og styrer dem udefra. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

For at snakke om nedadgående kausalitet i biologiske systemer kræver det ikke, at helheden tilføjer noget nyt til universets grundlæggende kræfter. Spørgsmålet er i snarere, om den måde, et system som helhed er organiseret på, ændrer, hvilke af de mange mulige kausale forløb der rent faktisk realiseres. Vi er vant til at tænke, at hvis vi bare kender alle delene og deres interaktioner, så har vi i princippet hele forklaringen. At vi med dette kan forstå, hvor et system er på vej hen. Men det forudsætter, at selve den overordnede organiseringen af delene – helheden – ikke i sig selv gør nogen forskel. At den blot er et resultat, ikke en faktor. Hvis der i biologiske systemer findes nedadgående kausale processer, hvor helheden påvirker og kontrollerer sine enkeltdele, så virker det, som om vi er tæt på at have genfundet en sprække ind til frihedens verden. Spørgsmålet er så nu, om vi overhovedet kan finde sådanne overordnede organiserende processer i biologiske organismer? Og i hvilken grad kan disse siges at have en nedadgående kausal effekt?

Begrænsning som frihed

Umiddelbart virker det som en skør tanke, at der i biologiske organismer skulle findes processer, hvor helheden i en eller anden forstand bestemmer over og påvirker de enkeltdele, der udgør det. Det virker mystisk. Næsten uvidenskabeligt. Men faktisk er det er lige det modsatte. De seneste år er det videnskabelige, biologiske begreb om constraints dukket op til overfladen. Biologiske systemer sætter i høj grad begrænsninger for sig selv, lyder det (García-Valdecasas & Deacon, 2024: 75). Og denne begrænsende proces forstås bedst som helheden, der sætter begrænsning for sin egen udvikling. Ifølge vores definition lyder det unægtelig som frihed. Men kan frihed virkelig opstå gennem begrænsning? Det lyder underligt. Lad os derfor udforske denne idé nærmere.

Når man rent faktisk ser på, hvordan et biologisk system fungerer, bliver det lettere at forstå, hvordan begrænsninger spiller en central rolle. Forestil dig et system uden nogen form for begrænsning overhovedet. Et system hvor alt kan ske, hvor alle processer kan forløbe i alle retninger, uden nogen form for styring eller selektion. Det ville ikke være et frit system. Det ville være et fuldstændig uorganiseret system. Et system uden retning, uden stabilitet, uden evne til at fastholde sig selv. Med andre ord vil det være et system, der ikke kan noget som helst.

Det er præcis det modsatte, vi ser i biologien. Her er det ikke de uendelige muligheder, der er interessante, men derimod den måde, mulighederne hele tiden bliver indsnævret på. Når en organisme udvikler sig, når en skade heler, eller når kroppen blot opretholder sig selv fra det ene øjeblik til det næste, er det kendetegnet ved, at langt de fleste mulige tilstande aldrig realiseres (Ibid). De bliver udelukket. Denne begrænsning sker ikke tilfældigt. Den virker til at ske oppefra. Cellerne i din krop gør ikke bare hvad som helst. De bevæger sig ikke i alle retninger. Tværtimod er deres adfærd stærkt begrænset. Men det er netop denne begrænsning, der gør det muligt for dem at indgå i en større sammenhæng. Det er den, der gør det muligt for en hånd at blive til en hånd igen, og ikke til noget helt andet. Det er den, der gør, at organismen ikke falder fra hinanden i et kaotisk virvar af processer.

Og det er her, vi begynder at kunne ane en form for nedadgående kausalitet fra helheden. Ikke som en kraft, der skubber til delene udefra, men som en struktur, der former deres mulighedsrum indefra. Helheden “gør” ikke noget i klassisk forstand. Men den begrænser og udelukker muligheder. Den holder visse veje åbne og lukker andre. Og i kraft af denne organisering får de enkelte processer en retning, de ellers ikke ville have haft. Denne begrænsende process er ikke hæmmende, men kan opfattes som en betingelse for udvikling af biologiske organismer. Noget der muliggør bestemte former for orden og stabilitet. Noget der gør, at systemet kan hænge sammen som netop et system. Når vi observerer biologiske systemer, bliver det svært at holde fast i idéen om, at det er i åbenheden og i mulighederne, at friheden skal findes. Måske er det snarere i begrænsninger, at friheden kommer til syne.

Frihedens genkomst i biologien 

Hvis vi holder fast i vores definition af frihed som selvkontrol, er det ikke svært at se en potentiel genkomst af friheden inden for den biologiske videnskab. Selvom det kan virke kontraintuitivt, har vi måske med begrebet om begrænsninger i biologiske systemer fundet en egentlig videnskabelig proces, hvor helheden så at sige bestemmer over eller påvirker sine enkeltdele. I den forstand handler frihed som selvkontrol ikke nødvendigvis om at kunne gøre hvad som helst. I stedet handler det om at kunne sætte begrænsninger for sig selv. Et system, der ikke kan begrænse sig selv, er ikke frit. På den måde bliver begrebet om constraints ikke modsætningen til frihed, men dens forudsætning. Et biologisk system er frit i det omfang, det er i stand til at organisere sine egne begrænsninger. I det omfang det kan forme sit eget mulighedsrum og dermed påvirke, hvilke processer der faktisk finder sted i det.

Med begrebet om begrænsninger har vi således fundet en mulig vej tilbage for friheden – en vej, der går gennem biologien og ikke undslipper den. Mennesker – og andre biologiske organismer – er ikke blot helheder. Vi er helheder, der udøver vores kausalitet gennem begrænsning – gennem en løbende regulering af, hvad der kan og ikke kan ske på de lavere niveauer. Det er ikke den frihed, vi normalt forestiller os. Det er ikke en frihed, der bryder med naturens love eller undslipper kausalitet. Det er en frihed, der viser sig som evnen til at skabe orden i sig selv ved begrænsning. Og hvis det er rigtigt, så er friheden måske ikke blevet afskaffet af biologien. Måske er biologien lige netop det sted, hvor frihedsbegrebet finder sin genkomst.

Bibliografi