Vi siger ofte, at friheden er retten til at være sig selv; men hvad hvis det netop er dette sig selv, der holder os fast? Det at give afkald på andre menneskers magt over mig er måske ikke nok, hvis sproget allerede har lært mig at sige jeg, før jeg ved, hvem jeg er.

Jeg vil derfor skelne mellem mig og mig. Med mig mener jeg ikke personligheden eller identiteten, men den umiddelbare erfaring af at være til, før den bliver beskrevet. Mig’et er derimod det omtalte mig, det som kan ses og beskrives. Mig er den, der lever. Mig’et opstår i fotografiet, i sproget og i andres blik, længe før jeg selv når at erfare mig som noget levende. Måske begynder friheden dér, hvor denne form mister sin nødvendighed. Jeg’et er ikke frihedens udgangspunkt. Det er frihedens begrænsning.

Vores fælles forestilling bygger ofte på, at friheden begynder dér, hvor ingen længere bestemmer over os. Negativ frihed beskrives netop som friheden fra andres magt. Men selv i dette rum uden direkte autoritet står jeg ikke alene. Jeg står allerede omgivet af beskrivelser, billeder og navne, der gør mig til mig. Selv uden indgreb er jeg allerede blevet til nogen.

Fotografiet

“To photograph is to appropriate the thing photographed,” skriver Susan Sontag i On Photography (Sontag, 1977).

Ved det første øjekast virker fotografiet ikke til at være magt over individet. Ingen befaler én til at være billedet. Alligevel begynder billedet at leve, som en reference til hvem jeg er. På denne måde bliver fotografiet gradvist en subtil struktur omkring subjektet. Ikke en lov eller en straf, men en ramme hvor genkendelsen opstår af, hvem jeg er.

Dette sker samtidig med, at intet billede nogensinde tages fra et helt neutralt ståsted. Der skal altså én til at tage et billede og én til at tage et billede af. Den, som tager billedet, får hermed en særlig adgang til at forme en fortolkning af, hvem du er i det givne øjeblik. Når et fotografi tages, er der et øjeblik, hvor noget i bevægelse, tanker og erfaringen får tæppet revet væk under sig. Tilbage står kun det, der kan fastholdes i billedets ramme. Et levende øjeblik bliver til noget afsluttet.

Filosoffen Roland Barthes, i anledning af sin mors død, skriver i Camera Lucida (Barthes,1980), at fotografiet ikke viser det som er, men snarere det som var. Det viser, at hvis fotografiet gør mig til noget, der allerede har været, gør det mig samtidig også til noget, der allerede kendes. Denne genkendelighed er ikke fri. Det er en ramme. Fotografiet virker som en ontologisk fastfrysning af subjektet, ikke af hvordan jeg lever, men hvordan jeg genkendes.

Når det siges, at andre sætter rammerne for subjektet gennem f.eks. fotografiet, betyder det, at billeder bliver en del af vores sandhedsregister om hinanden. Tænkeligt eksempel ville være, at hvis folk kun havde set et billede af dig, og hermed aldrig havde mødt dig, så er du for dem kun netop det billede. Der opstår derfor et socialt arkiv mellem mennesker, hvor vi ser hinanden gennem disse fastlagte referencer.

Fotografiet fastholder mig i et billede, men det er ikke det eneste sted, hvor genkendeligheden opstår. Selv uden kameraet lever jeg allerede i en eller anden form for ramme. For før nogen ser mig, er jeg blevet sagt. Mit navn er blevet udtalt, mine egenskaber beskrevet, mine handlinger fortalt. Hvis fotografiet gør mig synlig som noget genkendeligt, så spiller sproget en tilsvarende rolle i at gøre mig til noget beskrivbart. Det er altså to versioner af samme praksis; at noget levende langsomt bliver til noget, der skal identificeres, kategoriseres og analyseres. Derfor begynder spørgsmålet om frihed ikke kun ved billedet af mig, men også ved de ord jeg allerede er blevet til i.

Sproget

I et seminar om kærlighedens teologi stiller Slavoj Žižek et spørgsmål, som virker enkelt, men som åbner en sprække i forståelsen af, hvad det vil sige at begrunde sin kærlighed. ”’Tell me, why do you love me?’ Because there is no answer to it. The paradox is that the moment you can answer it, it’s by definition not love.” (Žižek, 2024). Hvis du kan forklare klart, hvorfor du elsker nogen, fordi de er kloge, søde, smukke, har lange ben eller laver god mad, så elsker du i virkeligheden egenskaberne ved denne person, ikke selve personen. I samme øjeblik kærligheden reduceres til kvaliteter, bliver dette mennesket erstattelig.

At sige ord er allerede at kategorisere noget. Når vi siger, at vi har set et træ, så kan vi aldrig helt nøjagtigt give netop dén oplevelse videre til et andet menneske. Det samme gælder os mennesker. Når vi beskriver hinanden, så forsvinder neutraliteten, og vi placerer hinanden i kategorier, ingen selv har valgt at være i. Alle mennesker, du har mødt igennem dit liv, kunne hver især skrive en tusindsiders biografi om dig, men det ville aldrig helt være dig.

Prøv nu at beskrive dig selv uden ord.

Det kan føles umuligt; og det er det næsten også. For her viser det sig, at vores selvforståelse er bundet til det sprog, som skulle bringe os tættere på hinanden, men som samtidig fjerner nøglen til at forstå os selv. Hvis fysikeren, biologen og psykologen hver især kortlagde ethvert atom, ethvert molekyle og enhver følelse i mig, så ville de stadig ikke finde essensen af, hvem jeg er. Alligevel taler vi ofte om os selv, som om vi netop kunne findes dér. Sproget lærer os altså at se subjektet som noget, der kan undersøges udefra, opdeles og forklares. Næsten som om vi først kan nærme os selv, når vi tager en kittel på og finder et mikroskob frem.

Navnet er måske sprogets mest præcise greb om subjektet. Det gives til os af andre mennesker, lang tid før vi kan svare igen, og følger os som en konstant reference til, hvem vi er. Når nogen siger mit navn, så forventes det også, at jeg træder frem som den samme person hver gang. Navnet gør mig genkendelig på tværs af situationer, af år og af forandringer. Netop derfor gør det mig også erstattelig i sprogets orden; én blandt andre, der kan identificeres, registreres og omtales. Jeg lever ikke i mit navn, men jeg kan næsten heller aldrig undslippe det. Det er gennem navnet jeg først lærer at svare, når nogen kalder på mig.

Friheden

Fotografiet gør mig genkendelig, før jeg kan blive til, og sproget gør mig beskrivelig, før jeg kan forstå mig selv.

“Free will is a philosophical term of art for a particular sort of capacity of rational agents to choose a course of action from among various alternatives.” (Stanford Encyclopedia of Philosophy, 2015).

Der er to varianter af det, som man kalder fri vilje: der er handlefriheden og så er der viljesfriheden. Handlefriheden er friheden til at udføre en handling uden ydre hindringer, mens viljesfriheden er friheden til selv at kunne vælge, hvad man vil gøre. At man ikke kan gro vinger og flyve betyder ikke, at man mangler fri vilje. Det viser blot, at handlefriheden er begrænset.

Viljesfriheden består ikke i at kunne gøre alting, men i at kunne vælge indenfor det felt af muligheder, man har til rådighed. At afgive sig sproget kan virke som et forsøg på at gro vinger, men måske er det ikke så utilgængeligt igen.

Filosoffen og mystikeren Simone Weil introducerer opmærksomheden som en aktiv og ikke-refleksiv måde at forholde sig til verden på. “Attention consists of suspending our thought, leaving it detached, empty, and ready to be penetrated by the object.” (Weil, 1942)

Der er her tale om et spring. En bevægelse ud mod en mere umiddelbar erfaring af verden. For selv om vi ikke kan gro vinger, findes der steder i tilværelsen, hvor subjektet træder frem som en mere direkte aktør uden sproget som en mellemstation. Kærligheden er et sådanne sted, men også vores resonans med verden omkring os og med os selv. Friheden består af, at vi tør tage dette spring.

Reflektionen viser sig altid at være en efterrationalisering; altså en måde hvorpå man sprogliggøre og dermed fastfryser en hændelse, mens erfaringen er øjeblikkets ufiltrerede råmateriale. Friheden findes i dette før-sproglige rum. Når vi handler uden at spejle os i, hvordan vores handlinger ser ud udefra (fotografiet), eller hvordan den lyder i en beskrivelse (sproget), så ophører vi med at være objekter. I den rene erfaring er vi ikke nogen, vi er blot selve bevægelsen. Det er her, viljen bliver fri, fordi den endnu ikke længere skal stå til regnskab for det billede, som er bygget af os.

Hytten

Måske kan subjektet bedst forstås som en person i en hytte langt ude i skoven, væk fra civilisation. Hytten er en konstruktion bygget af brædder, udgjort af sproget, af fotografierne og af de antagelser andre gør om os. Det er her, vi lærer at bo. Det er også her, vi lærer at genkende os selv. Men vi har ikke bygget hytten alene, og vi kan ikke uden videre rive den ned. Det eneste vi kan, er at forholde os til den: undersøge dens vægge, mærke dens begrænsninger, resonere med den og spørge, om den virkelig er os.

For udenfor hytten, findes der noget andet. Ikke et nyt mig, men en åbenhed. En skov uden faste stier hvor man kan fare vild. Måske begynder friheden netop dér; ikke i at være sig selv, men i at træde udenfor det, man har lært at kalde sig selv. Frihed er ikke retten til at være sig selv, men muligheden for ikke længere at være bundet til den, der kan genkendes som mig.

Bibliografi