Frihed fra Store V.S

Frihed fra Store Videnskab¹

Store Videnskab er en ideologi vi lever under. En Frankenstein af videnskaber sutureret bl.a. af os filosoffer. Den store bog om verdenen hvorfra alle partikulære kan stykkes sammen fra universelle sandheder er Store Videnskabs mål. Og mens vi afventer at potentialet indløses og den uundgåelige telos opnås er der nogen som skal holde os hen. I psykiatriens barndom var årsagen til psykopatologi for meget sort galde der ledte til melankoli – en af de fire humorer, sammenhængende med de fire temperamenter (Klibansky et al. 1964). Hvis blot man kunne finde galden, så kunne man løse den melankolske problematik – måske for evigt. Men før det skete voksede psykiatrien (Foucault 1965). I 1950’erne talte man i lægebogen af Einar Wallquist om at sjælelivets funktioner beroede i hjernen – og sindsslidelse måtte være en beskadigelse af hjernecentre (Wallquist 1950, p. 437). Temmeligt ligegyldigt varden manglende empiri, og Wallquist indrømmer også blankt at man dårligt forstår beskadigelse af hjernen og korrelationen mellem forskellige sindslidelser (Wallquist 1950, p. 437).

Hvis denne formulering synes uretfærdig og anakronistisk, så efterspørger jeg blot at læse om de neurobiologiske studier på spørgsmålet om skizofreni (Schork 2016) - udledelsen er at der ingen udledning er at lave, kun en at vente på. Teorien holder uden gangbare empiriske resultater fordi man ikke kan etablere den eftersøgte årsagssammenhæng eller ætiologi, en biologisk différance, men alligevel etableres og arbejdes der ud fra at dette må blive resultatet – praksis ift. det eftersøgte resultat, kommer før empiri. Flytter vi os til den psykiatriske praksis er der sket flere indrømmelser, bl.a. benyttes en sårbarhedsmodel i ’kortlægningen’ af mentale divergensers ætiologi – den mentale divergens er opstået i et komplekst sammenspil mellem biologiske, sociale og psykologiske faktorer (Region Midtjylland). Stress-sårbarhedsmodellen som den kaldes er selvfølgelig blot en non-indrømmelse – vi ved ikke hvorledes lidelsen opstår, men vi vil stadig beholde retten til at ”behandle” folk vi anser for at have lidelsen (Sass 2017). En indrømmet uvidenhed der til stadighed opretholder den historiske psykiatri – indespærring, negging og nudging, fysisk nedlægning og tilbageholdelse (Foucault 1965). Praksis før teori (Latour 1987, p. 42).

Store videnskab efterspørger det samme for os. Tålmodighed, min kære sindssyge, for om lidt, om lidt så ved vi præcist hvorfor du er sindssyg. Du har blot brug for at tænke på ’om lidt’ og aldrig lige nu, hvis blot du kan vente måske på din stue lidt endnu, så kommer lægen med sprøjten og sprøjten får det hele til at gå væk. Men lægen har travlt, kommer aldrig og selvom vores indsigt i sjælelivet eftersigende har udviklet sig, ser jeg den samme historie gentaget igen og igen. Om lidt, om lidt.

Friheden fra Store Videnskab er en frihed, andre ville kalde en negativ frihed, men positiv/negativ distinktionen fascinerer mig ikke. I stedet fascineres jeg af muligheden for kreativt at bryde konventionen og institutionen, for at kunne skrive på en måde som ikke er formularisk og udelukkende stipulativ. Filosofien er en fascination for mig, ikke et doktrin.

Man kunne godt møde argumentationen fremsat her med beskyldninger om arbitrær idealisme. Men skønheden af at kunne forestille sig verdenen som anderledes ligger også i at kunne gøre verdenen bedre. Meliorismen bundet ind i evnen til fascination er ikke noget som kan skæres ud eller af. Ej heller bør det, men det gør det – og kirurgen er Store Videnskab. Jeg føler hvorledes Han efterspørger en klarhed i mine ord, en definition når det bliver svært for en projekteret læser. Min arbitrære eksistens og dependens på Ham, Hans råd til mig om hvad jeg bør og ikke bør gøre giver mig freudianske fornemmelser. Endnu et overjeg der kan rådgive min indre diskurs og fremsætte hvilke dele af den indre der skal gøres ydre.

Måske er dette et forsinket oprør der endnu hører en filosofisk ungdom til – en performativ benægtelse af Store Videnskab til fordel for videnskaber (Haraway 2016, p. 41). En fascination og involvering af andre i mine tanker, sådan som de er, konstruktionen nærmere sådan som de er og ikke konstrueret således jeg kan gå for endnu en god studerende som udøver pedantisk klarhed, definitorisk indøvethed og institutionel depression af tanken. Jeg frygter selve processen fordi den gør mig mere nøgen og mere sårbar. Tanken er nærmere mig end før og kritik af tanken bliver kritik af mig. Men er tanken ikke altid konstrueret? Ideen om tankens substans fører os sjældent fra koglekirtlen – en identifikatorisk søgning på noget dybere til tanken end dens blotte performance. Men er en filosof en performance artist? Er dette blot poesi i forklædning, måske en type af dårlig installationskunst?

Kærligheden til Stor Videnskab er svær at aflære. Reduktionen af biologi til kemi til fysik er rar. Det er en stor fortælling om sammenhæng og om klarhed. Men drømmen om selvindlysende videnskabelige resultater er kun således fordi processerne bag deres tilblivelse går tabt (Latour 1987, p. 37-44). Og med klarhed kan vi besejre enhver mur som står mellem vores eksperter, de mure som deler os i videnskaberne. Men årsagen til sværhedsgraden i transdisciplinaritet ligger heri. Drømmen om reduktion af et til noget andet bor i krydsningen af muren. Når jeg forstår en andens tanke til at være som min, (om end ikke helt) så approprierer jeg den til egen fordel, gør vold til den passer mit narrativ og benytter den uden citation. Hvis jeg skulle arbejde med en fysiker, ville de fortælle mig, at lingvistikken ikke transcenderer tallet, og jeg ville internalisere, at de glemte at de netop brugte ordene og deres symboler til at tale ned til mig – et argumentatorisk fejlgreb. Og således forbliver fysikeren en dårlig filosof og filosoffen en dårlig fysiker, begge i en vertikal silo af egn videnskab (Hawking & Mlodinow 2010, p. 13).

Men transdisciplinaritet er at foretrække – siloen er et koldt hjem, og det eneste spiselige er ens egne. Fascinationen bor ikke vertikalt, men horisontalt. Sellars beskrev ikke et højhus hvor den fascinerede render fra dør til dør, i forhåbningen om, at der er nogen der vil tale om fascinationen, mediummet for analogien var i stedet bevægelse mellem nabolag (Sellars 1964, p. 40). Alle de smukke stier vi sammen kunne betræde, hvis blot vi gik udenfor vores små hjem. Således ser det ud til, at der er en intention jeg ønsker at redde fra de naturalistiske reduktionister – ideen om at nedbryde mure og bygge samarbejde. Men dette kræver ikke reduktionisme, men postmodernisme² – en formodning om, at de store fortællinger vil slå fejl, de situerede visioner vil til gengæld sammen bygge en konsensus³ der er videnskabeligt værdig (Latour, 1987).

Frihed fra Store Sejr

Den naturalistiske fejlsætning vil være at fremsætte et naturligt endepunkt. Vi er ikke endnu nået til enden, ej heller nærmer vi os den. Før talte jeg om en gammel lægebog som stadig talte om sjælelivets funktioner, selvom disse blev reduceret til hjernen. Ånden døde således ikke med Hegel, Kierkegaard eller de andre romantikere og sen-romantikere, men levede videre i sært format. En Sjæl-Hjerne dyade. Ej heller begyndte den videnskabelige historie med Kopernikus eller Kopernikus’ vending fra Ptolemæus, fra geocentrisme til heliocentrisme.

Stephen Hawking, den anerkendte fysiker (som forresten har været på Epstein øen), taler om den Store Galilei som en forkæmper for sandheden, som enhver forskers forbillede – heriblandt hans eget. Den som kunne sige sandheden til alle dem, som ikke ville høre den, den som kunne hviske foran den katolske domstol uden at blive dømt til bålet, fordi det sande var hans at sige. Galilei var blandt andre mænd Hawkings store historiske drivkrafter – de var hans symbolske fædre, der skabte ikke blot den verden han beboede, men også de muligheder han senere fik som forsker. Men enhver historiker, kan ikke lade være med at finde genfortællingen egn og fortolkningen sær. Hvad er dette for et afgudsbillede Hawking tegner?

Den store Galilei, der kastede to sten fra det skæve tårn i Pisa og opdagede at Aristoteles tog fejl, var en forsker i sin originale form – her finder jeg en enighed med Hawking. Og denne del af historien er vigtig, så vel som hele historien er vigtig. Og historien som har vendt sig for at fejre Galilei for at stå på den rigtige side af sig selv, er en idolisering, der er bundet til en egoplejende ideologi. Forskeren er ikke den som siger sandheden trods alle odds mod sig. Forskeren er den kreative radikal som udforsker historien, i forsøget på at finde ny viden som kan deles med andre i forsøget på koalition (Latour, 1987).

Men både Hawking og jeg fejler som radikale. Opfostret og reproduceret beboer (beboede i Hawkings tilfælde) vi gangene på vores universiteter, oplært i at tale på den rigtige måde, gå på den rigtige måde og sige de rigtige ting. Galilei som ellers skulle have været forgængeren der byggede den verden hvor der ikke længere behøves hviskes videnskabeligheder foran en domstol, er en usaglig karakterisering. Pisken danser på min ryg for ikke engang at tænke den forkerte tanke, den uudsigelige eller uklare. Gud er flyttet ud af retssagen, men har fundet et nyt hjem kaldet Videnskab. Videnskabens ’sejr’ over kirken har været ufuldstændig – hvis der da virkelig har været en krig. De kirkelige ruiner er intet andet end vores universitets murbrokker, vores nye kirkeklokke er en alarm der går når forelæsningen har forløbet sine 45 minutter, og det er tid til en pause.

Hawkings ophøjelse minder mig om Goethes Werther i Den unge Werthers lidelser (1774). Geniet med særlig indsigt i denne verden, særlig kontakt til skaberværket, særlig sensitivitet måske som resultat eller bevirkning af denne disposition. For meget sort galde. For Goethe har set sig selv i den unge Werther, præcist som Hawking har set sig selv i fortællingen om Galilei. En særlig spejling og vi er tilbage ved psykoanalysen. Den symbolske far som bliver vores ideologi, der nedsætter den symbolske orden, som navngiver og subjektiverer os som forsker, anerkendt, geni, eller det som er værre. Og med disse ord og symboler i denne orden, så genkender vi også os selv, ophøjer og afbilleder vores Guder, sanktificerer vores ritualer og koreograferer vores dans således, vi følger takten af den som har givet os så meget – identitet, anerkendelse og værdighed.

Men hvad er vi udover folk med tanker, sågar tanker vi på narcissistisk vis mener os skabt til at udøve og sprede? De maskulinistiske metaforer går ikke tabt på mig, for denne semiotik er giftig. Galilei var ikke i krig med kirken, Hawking var ikke i krig mod filosofien (Hawking & Mlodinow 2010, p. 13) og jeg er ikke i krig med institutionen. Alligevel er vi reproduceret til at tro, at vi er i krig, til at tro på at historien nok skal gøre os til Sankt før eller siden og således ville vores sejr være fuldendt. Men der er ingen endelig ’sejr’, ligesom potentialet for Store Videnskab ikke behøves aktualiseres. Vi skal blot formode og tro på, at ’sejren’ er indenfor rækkevidde for at række vores tynde håndled og lange fingre mod den. Potentialet i fjolset er dets inaktivitet – dets venten, dets impotente infiltration af et system som har set titusindvis af fjolser som dem før.

Videnskaben er ikke genial. Videnskaben er en distribueret praksis i tilfældighedernes skød (Latour 1987). Den er ikke afkoblet fra politikken eller økonomien eller ideologien, men er nært forbundet med dem. Den gode verden kan ikke findes ’på’ af en deontologisk logiker eller økonomisk utilitarist. Men i distribueret praksis kan en konsensus udvikles, og kreativ forskning kan foretages.

Et efterladenskab af denne genialisme kan findes i modstanderparadigmet⁴ (Hundleby 2010, p. 280). Denne ide om diskursive engagementer som en kamp der skal vindes, hvor en med en anderledes position er en fjende. Kampen mellem ’genierne’ opstår og den bayesianske utilitarisme⁵ fortæller os, at den der vinder kampen, må være mere genial og vi skal deferere til den person. Den videnskabelige ufrihed er klart på skue, hvis man erkender at intet publikum er perfekt rationelt, at ingen debat eller diskussion perfekt kan klargøre rationelle positioner for et publikum samt at sproget er suspekt – sproget er ikke hvad det udgiver sig for. Det er ikke et værktøj for den elokvente til gennem en metafysisk klarhed at overraske os med virkelighedens virkelighed. Virkelighedens virkelighed er mere underlig end kan udtrykkes i ord. Grænserne for sproget er utydelige og ved hver grænse vil man finde vagter, iført sorte uniformer, der vil skyde efter dig, hvis du forsøger at bevæge dig i frihed udover disse.

Der er en egn og indelukket narcissisme som florerer på vores institutioner. Muligheden for at få lov at engagere sig i diskursen betyder, at man skal trænes, socialiseres. Man skal tale på den rigtige måde, gå på den rigtige måde og filosofere på den rigtige måde. Og Gud bevare den som bestrider den ’rigtige’ måde at filosofere på. Narcissismens årsager kan ikke modtage en perfekt udfoldelse her af åbenlyse grunde, men en særlig årsag jeg ser til indelukketheden er selve ideen om elfenbenstårnet. Vi kan ikke komme ned derfra når først vi er kommet op. Vi kan ikke gøre andet end at filosofere når først vi er begyndt. Vi må gøre det på den rigtige måde, for hvis ikke, så vanker der. Disse narrativer går uudfordret hen. Og mens der er forbilleder at finde, folk der i spændende krydsfelter af aktivisme, videnskab, kreativitet og kunst (og meget andet), så er de svære at se, selv hvis vi slog os på dem.

Resistensen mod systemet er også svær at finde. For systemet har set titusinde ’revolutionære’ som forsøgte reformation, men til ingen nytte. Historien bevægede sig fremad. Men er vi fordømte til altid at finde utilfredshed ved, at der ikke bliver gjort nok, mens vi intet reformerer eller revolutionerer? Måske er det blot min egen pessimisme, min egen frygt for ikke at være god nok der dømmer os ude, endnu før vi er begyndt at forsøge at ændre verdenen. Mit eget narrativ trænger til at kunne sige ’hvad sagde jeg’. Endnu en systemets mand.

Frihed fra Store Versus

Har jeg fordømt mig selv til obskurantisme? Det er et spørgsmål, som lever i mit sind, imens jeg skriver ordene her. Forsøgsvist inkluderer jeg mere tydelige referencer, mere tydelige citationer, og jeg fornemmer et inderligt ønske om at hjælpe læseren mere for at finde vej ud af labyrinten, der er mine uklare tanker. Men på samme tid er det ikke tydeligt at klarhed blot kan forceres. Klarhed er en lingvistisk fladhed. En drøm om at meningen bliver så flad at alle kan gå på den, friktionsløst. Glatheden lader læseren glide fra punkt A til punkt B, gennem resten af punkterne indtil konklusionen og hvis de ikke forstår hvorfor konklusionen er som den er, kan de gå tilbage. Punkt A, til punkt B, osv.

Men er det min eneste mulighed? Obskurantisme eller fladhed? Et fladpandet spørgsmål, for denne opstillede binær er ikke et godt framework til at beskrive muligheden for læselighed. Det viser sig selvfølgelig, at det binære er dårligt til at beskrive ting i det hele taget. Det gælder tekstuel mening, køn, mentale divergenser, genialitet, kreativitet og meget andet. Så hvorfor bidrager vi til ideologien om 0 eller 1?

Drømmen om operationalitet er ligesom fantasien om klarhed. Når fantasier gøres virkelige, er de som forfærdelige mareridt (The Perverts Guide to Cinema 2006, 01:05:25). Min tid på datalogitilvalget har vist mig præcist hvor meget væmmelse dette virkelige mareridt vækker hos mig. Den eneste videnskabsteori de modtager kaldes ’rugbrøds’ filosofi og er en amalgamation af tænkeres tanker gjort så spiselige så muligt. Alligevel går datalogerne fra det mugne. ”Det føles arbitræt at sætte en epistemisk, ontologisk eller etisk hat på problemet”, men det er ikke arbitrært, ej heller er de kategoriske skel intet andet end syntetiske. De virkelige problematikker kan ikke opdeles så kønt – noget forelæseren også gjorde klart. Ønsket om klarhed og lethed i kategoriske distinktioner bliver til et af computervidenskabens største problemer. Ingeniørernes absolutte ligegyldighed overfor deres produktion. En marxistisk fremmedgørelse overfor arbejdet, der tydeliggøres i dette hverv af abstraktion. Store Algoritme skal komme og skabe flere 0 og 1’er for os således, at vi bedre kan funktionalisere og algoritmisk governance er her allerede – på autokratisk vis implementeret af den neoliberalisme som har inficeret velfærdsstaten (Laage-Thomsen & Ratner 2025).

Jeg fornemmer hvordan jeg væmmes og murer mig inde, langt væk fra denne simplistens ideologi. Simpliciter, jeg kan ikke holde det ud. Verdens skønhed, der kan findes i poesi og forskerens øje gemmes væk i modernistens tro på den Store Fortælling og vi fremmedgører os selv fra spørgsmålene, fascinationen til fordel for klare svar som kan sluges præcist som piller. Men denne anæstesi er en del af at ruinere den verden, vi ønsker at forstå. Hvorfor tvinger vi udelukkende materien ned i kasser vi kan forstå, når det er materien vi netop ønsker at forstå?

En del af resistensen må ligge i at benægte denne ufrihed. At opløse det binære til fordel for fascinationen der kan udforske partikulariteterne og ikke onanere til universalerne. Således er systematikken oftest en øvelse i masturbation, fallibilismen, der er kollektivt vel-accepteret, er blot en undskyldning for det fejlslagne projekt. Orgasmen er ikke resultatet, den kategoriske verden, men i stedet processen.

Hvis blot processen var uskyldig, så ville jeg ikke udskamme forskerens kink. Men faktum er at det fulde sæt af universelle sandheder som gør det fulde sæt af propositioner hhv. sande eller falske ikke blot kan opdeles således. For der er mennesker som ønsker at kontrollere propositionerne, således bliver forskeren netop partisk – for den videnskabelige analyse kræver også en analyse af hvem der siger P eller ikke-P.

Men hvem definerer muligheden for kontradiktionen mellem P og ikke-P? Normalt drømmer vi om, at denne autoritet defereres til dette fulde sæt af sandheder, vi drømmer, at med det rette intellekt og indsigt så kan vi berøre disse sandheder og dermed profetere for alle de lavere intellekter. Men der er altid årsager, bundet dybt i vores person (Haraway 1988). Vi er ikke uskyldige, vi er ikke neutrale, vi er ikke kohærente, men kontradiktoriske (Haraway 1985, p. 16). Således er vi heller ikke frie entiteter, men bundet. Men vi er også frie, frie til at være bundet på specifikke måder. Min egen formodning om min egen ufrihed bør ikke indskrænke din. P, ikke-P og Q. Vores frihed er negationen af negationen-af-frihed.

For at forskningen kan forløbe uhindret, således som vi drømmer om den frie forskning, således som vi drømmer om den kreative forsker i elegant sammenspil med andre forskere, der kan bringe menneskeheden goder, således må vi blive frie fra disse konstrukter, vi tilsyneladende frit indgår i. Friheden herfra er ikke ligesom negativ frihed eller positiv frihed. Den tørre og tærskede debat er ikke tiden værdig på baggrund af dens ukomplicerede forhold til ideerne om gøren og laden. Dens værdi er historisk – og vi bør lære af historien. Men med anakronistisk forlov så må vi også være bedre end forgængerne. At formode historiens afslutning og den liberale perfektion er begge eskatologiske (Kermode 1967; Fukuyama 1992). At opløse simplificeringer til fordel for kompleksiteter er en af forskerens mange påbud. At nedsætte simplificeringer til fordel for en agenda er en dans vi for længe har danset som redskab, og det er en jeg foreslår vi ligger på hylden.

Bibliografi