An die Freiheit

Der er ingen tvivl i dag om, at Europa er i ”klemme”. Mod øst har vi russerne, som aktivt fører en imperialistisk, ekspansionistisk krig. På den anden side af Atlanterhavet sidder en neo-fascistisk proto-diktator der truer andre lande og blæser på international lov og ret. USA truer sågar også dem, de for blot få år siden ville anse som deres tætteste allierede (Danmark, Storbritannien, Tyskland osv.) Det er derfor ikke overraskende, at de europæiske lande forsøger at arbejde tættere sammen og skabe større sammenholdskraft. Det er heller ikke overraskende, at EU forsøger at knytte et tættere bånd til Kina, selvom vi anser Kina for at være et diktatur, fordi Kina er langt mere pålideligt end USA eller et fattigt land i Afrika. Jeg er ikke meget for at give de arrogante franskmænd ret, men én ting må man da give dem: De havde ret i, at Europa skulle være mere selvstændig og distancere sig fra USA. Allerede i 1950’erne og 60’erne råbte den franske præsident Charles De Gaulle op om faren ved at Europa knyttede sig for tæt til USA. Men hvad har det at gøre med titlen på artiklen An die Freiheit? Til dem, der ikke allerede ved det, så har EU rent faktisk en officiel melodi: Beethovens 9. 4. sats uden Koral. Symfonien er bygget op omkring et digt fra F. Schiller kaldet An die Freude (1785), hvilket jo naturligvis ikke er det samme som ”Freiheit”.

Alligevel er der en parallel mellem de to ord. I 1989 dirigerede Leonard Berstein en koncert i Schauspielhaus i det, der dengang hed DDR. Ikke nok med, at titlen på koncerten var An die Freiheit, men også stykket, der blev spillet, var Beethovens 9. Grunden til denne koncert var ubetvivleligt Berlinmurens fald. Siden murens fald er flere og flere østeuropæisk, tidligere kommunistiske lande blevet en del af EU. Det eneste EU har mistet igennem tiden er Storbritannien, hvilket måske ikke er så stort et tab alligevel, ikke kun pga. Storbritanniens tilstand, men fordi det også har bevist at hvis man melder sig ud af EU klarer man sig dårligere. Men for at vende tilbage til teksten selv så er det måske overhovedet ikke mærkeligt at EU har valgt netop den symfoni. I tredje linje af andet vers finder vi sætningen ”Alle Menschen werden Brüder” (Alle mennesker bliver (til) brødre). Ikke nok med at sætning er egalitær, så afspejler den også en speciel effekt i EU; alle lande er lige og alle lande har vetoret (for nu). Historisk set var det ikke meningen at EU skulle gå i den retning, det var faktisk fransk paranoia der startede det. De mente at hvis Tyskland og Frankrig blev tættere økonomisk forbundet ville krig mellem de to europæiske stormagter være utænkelig. I dag er EU meget mere end bare handelsaftaler det dækker et bredt spektrum af regler og regulering. En af fordelene ved EU, som vi så tidligere i år, er at et økonomisk angreb udefra på ét land kræver af EU et fælles modsvar. En anden fordel er at man samlet set står stærkere. Tech giganterne som f.eks. Google, Facebook eller Apple har fået påtvunget sig store bøder. Hvis et land som Danmark for eksempel forsøgte at pålægge dem en bøde, kunne de sagtens bare trække stikket. Men pga. at det er en EU-bøde ville det kræve at trække stikket fra 450 millioner mennesker fra den mest teknologisk avancerede del af verdenen. Det er dog ikke for at sige at EU er perfekt; den har sine problemer som især blev tydelige da Grækenlands økonomi knækkede i 2009. Men hvorfor Beethovens 9.? Beethovens 9. er nok det mest klare eksempel på en idé om europæisk fællesskab og sammenhold. Et ønske om fred, broderskab og frihed. Er det ikke også det vi ville ønske at EU var? Men hvor betyder det at EU står i fremtiden? Her må vi finde Kant frem. I 2024 var der 300-års dag for Kants fødsel, Kants fødeby Königsberg (Kaliningrad) ligger i dag i Rusland hvilket vil sige den er under russisk administration. Den russiske administrator af Kaliningrad udtalte da:

Today, in 2024, we’re bold enough to assert that not only did the First World War begin with the work of Kant, but so did the current conflict in Ukraine. Here in Kaliningrad, we dare to propose — although we’re actually almost certain of it — that it was precisely in Kant’s Critique of Pure Reason and his Groundwork of the Metaphysic of Morals [...] that the ethical, value-based foundations of the current conflict were established. (Meduza, 2024).

Men hvordan kan det være Kants skyld, at Rusland er i krig med Ukraine? Den russiske administrator ved navn Anton Alikhanov skriver det selv i citatet; det er bøger som Kants Kritik af den rene fornuft (1781) og Grundlæggelsen af sædernes metafysik (1797), har skabt en splittelse mellem de to nationer. Splittelsen der omtales er øst mod vest. Et af argumenter fra Ruslands side før 2021 og endda før 2014 var at Ukraine selv var et splittet land med et vestligt Ukraine der ville ind i NATO og EU, og at denne ekspansion af NATO ville true Ruslands sikkerhed og de østlige russisktalende ukrainere. Ifølge mediet Meduza siger Alikhanov det selv senere i artiklen:

The governor went on to call Kant one of the “spiritual creators of the modern West,” saying that the “Western bloc, which was shaped by the US in its own image,” is an “empire of lies.” Kant, he said, is referred to as the “father of almost everything” in the West, including freedom, the idea of the rule of law, liberalism, rationalism, and “even the idea of the European Union.” And if Ukraine resists Russia on behalf of these Western values, Kant is effectively also responsible for the Ukrainian resistance to Russia. (Meduza, 2024).

Her har Alikhanov ret. Mit modsvar er dog at alle de ting Alikhanov nævner er vigtige: Rule of law, freedom, rationalism osv. Før Maidan ”revolutionen” i 2014 var Ukraine på vej mod et totalt kollaps, russerne havde opildnet den østlige ukrainske befolkning og havde besluttet sig for at sende soldater ind. Problemet var bare at den østukrainske befolkning egentlig var ligeglad og da Ukraine tog deres byer tilbage anklagede ukrainerne hinanden for at være kollaboratører. Derfor er det heller ikke så sært at Ukraine siden Maidan er rykket tættere og tættere på Europa. Selvom Ukraine i mange år har været et rod bestående af korruption, politisk motiverede attentater og udemokratiske metoder har de på det seneste og specielt siden krigen startede forsøgt at modernisere og europæiserer sig. De har forsøgt at moderniserer retssystemet og hæren, og øge kontrollen i ministerier. Har russerne så ikke ret når de foreslår at Kant er blevet introduceret i Ukraine for alvor? Jo naturligvis, men i min optik er det udelukkende positivt; Kants spøgelse hjemsøger den dag i dag både Europa positivt og Russerne negativt. Det var ikke så lang tid siden at den russiske statsideolog og filosof Aleksandr Dugin foreslog en postmoderne russisk sandhed:”There is no such things as a fact, Wittgenstein has proven that. There is only interpretation” (Dugin, youtube.com, 2022). Eller i et andet interviewet hvor han siger:

Everything is relative, and we need we in Russia we could use postmodernity in order to explain to the west that if any truth is relative, so we have our special Russian truth, that you need to accept as something that maybe is not your truth. (Dugin, Youtube.com, 2016)

Efter at have hørt dette kan jeg næsten høre Kant vende sig i graven helt ovre i Königsberg. Selvom jeg næsten er tilbøjelig til at være enig med ham, grundet hermeneutiske spekulationer, må jeg stadig stille mig i opposition til det, grundet artiklens fokus på Kant og Beethoven.

Men lad os for et øjeblik vende tilbage til Beethoven og mere specifikt Beethovens eftertid, for blot 21 år efter Beethovens død og 24 år efter udgivelsen af den 9. symfoni går Europa op i flammer. Frankrig vælter igen kongen og opretter Den Anden Franske Republik, i Danmark får vi grundloven i 1849 som resultat af revolutionen og Tyskland og Østrig er næsten ved at springe i luften. Men det var ikke Beethovens 9. der blev revolutionens sang. I Tyskland specifikt var det derimod Deutschlandlied der blev den store inspirations kilde med ordene: ”Einigkeit und recht und freiheit” (Wikipedia Deutschlandlied, 2026). Men hvad skete der egentlig i 1848? Efter den franske revolution, som dog var en bourgeois republikansk revolution, og efterfølgende Napoleonskrigene var der i Europa et håb for et liberalt og mere frit Europa fri fra aristokratisk og kongelig undertrykkelse. Dog skulle den drøm lade sig vente længe, for efter Napoleonskrigenes afslutning blev det franske monarki genindsat og de mange tyske småstater med prinser genoprettet med et nyt tysk forbund der skulle varetage cirka samme funktion som det Hellige Romerske Rige. Men revolutionen og demokratiets ånd bølgede til stadighed igennem Europa og ville ikke lade sig slå ned så hurtigt, også selvom den franske revolution ifølge Hegel var kommet alt for tidligt. Det er netop denne ånd, der til stadighed i dag opretholder og forstærker Europa, særligt EU. Det er som om Europa for en stund efter 1989 glemte, at der var noget der hed nationalstat. Denne ånd har ingen geografisk placering selvom den har et geografisk epicenter. Det er derfor jeg kalder den for én europæisk ånd, da åndens epicenter netop er Europa. Ånden har heller ingen nationalitet, den er nok i sin væremåde tæt på det som Kant i hans pædagogik kalder ”Kultur” (om Pædagogik, 1803). Det vil senere blive tydeligt hvorfor for eksempel Australien og New Zealand besidder denne såkaldte europæiske ånd og hvorfor USA og Rusland ikke gør, og hvorfor et land som Bolivia eller Tunesien på sin egen måde er tættere på den europæiske ånd. Denne såkaldte ånd står i fuldstændig modsætning til de nye højre konservative idealer der tales om i både Rusland og USA hvor familien for dem er kernen i staten er det for de liberale magter markedet der styrer tænkningen. At dette i sig selv er et problem, er udenfor artiklens omfang. Men for at vende tilbage til ånden; den ånd som har svævet løst igennem de fleste europæiske nationer. Denne ånd består fundamentalt i de kantianske idealer om lov, ret og frihed. Herfra er det ikke svært at forestille sig hvorfor USA i dag fuldstændig har glemt deres ånd. Man kan kortfattet sige at de er åndssvage eller åndsfraværende. Dog er det ikke noget nyt for amerikanerne, for de har faktisk opført sig nogenlunde lige så slemt siden slutningen på 2. verdenskrig. De invaderede flere sydamerikanske lande, støttede antikommunistiske terrorister og har siden 00’erne haft en lov ved navn Hague invasion act (Wikipedia, 2026). En lov der ifølge amerikansk ret tillader USA selv at invaderer Holland, skulle en af deres soldater blive anklaget for krigsforbrydelser og stillet for retten i Haag. Det er derfor tydeligt at USA og Rusland ikke vil være vores brødre som Beethoven ellers havde håbet. Lad os kort vende tilbage til ånden for at forstå hvem der besidder den og hvordan det kommer til udtryk. For det første er det tydeligt at alle lande der er en del af EU besidder denne ånd (Med undtagelse af småstaten Ungarn). Et er kravene for at være mede i EU er nemlig at man er et liberalt demokratisk land uden korruption med retfærdig lov og ret. Disse krav bliver dog ikke altid overholdt af de europæiske nationer. Danmark har for eksempel flere gange forbrudt sig mod de menneskerettighedskonventioner de selv har underskrevet og er derefter blevet hevet i den europæiske menneskerettighedsdomstol. I det mindste må man da kigge positivt på det og glæde sig over at vi overhovedet har en sådan institution. Ydermere betyder det også at blandt andet Canada, Australien og New Zealand også besidder denne europæiske ånd. Andre lande man måske glemmer, er Georgien, Malta og Cypern. Men hvor står Europa så i dag? Europa står i dag som det eneste store retfærdige centrum i verden, hvortil de lande der har lyst og opfylder kravene kan være med. Afrika lever stadig den dag i dag med traumerne fra europæisk kolonialisme, de asiatiske lande har Kina som stormagt, Mellemøsten er et rod mellem USA’s allierede og anti-vestlige stater. De amerikanske lande er for tæt bundet til USA, og desuden ville USA aldrig tillade at Europa indtræder i hvad USA mener er deres sfære. Der er altså kun tilbage at sige: ”Alle Menschen werden Brüder, aber nicht alle werden Brüder sein”.

Da jeg nu har udlagt hvad, jeg mener med en Europæisk ånd og givet eksempler føler jeg mig tvunget til at imødekomme to mulige kritikpunkter. For det første skal tesen forsvares mod at den skulle være racistisk. Det er dog ikke tilfældet som jeg før har nævnt, har denne ånd ingen geografisk grænse ej heller er den baseret på en bestemt kultur eller etnicitet (Italienerne er det primære eksempel da de besidder denne ånd, men er kulturelt og etnisk langt tættere på Nordafrika end Danmark). Det vil altså sige at en muslim der kommer til Europa og omfavner Europa kan komme i besiddelse af ånden, det betyder omvendt også at ethvert land udenfor Europa der endnu ikke er i besiddelse af denne ånd, kan erhverve sig den. Afghanistan er et primært eksempel på dette da de i 1970’erne var et forholdsvis sekulært åbent samfund. Et andet godt eksempel i dag er Palæstina der nærmest er indbegrebet af drømmen om frihed, åbenhed og et ønske om lige ret for loven. De er i min optik i øjeblikket det modigste folk på jorden. Der er altså kort sagt plads til mere Europa og flere brødre.

Den næste kritik der falder mig ind, er spørgsmålet omkring hvorfor jeg nærmest udelukkende fokuserer på Europa og en specifik europæisk ånd? Mit modsvar er meget simpelt og efter min optik overhovedet ikke kontroversielt. Jeg er opvokset i Europa og har tilbragt både hele min barndom og mit voksenliv i Europa, jeg ville på ingen måde udskamme eller kritiserer en kineser for sinocentrisme. Det er vel det mest naturlige at jeg forholder mig til det jeg kender, lever og bor i. Det kræver ikke megen refleksion at overveje hvor både min filosofiske og generelle dannelse er fra, og hvordan det påvirker min tænkning.

Til sidst er der kun tilbage at opfordre den kære læser om at sætte sig ned og høre Beethovens 9. (Herbert Von Karajan, Berliner Philharmoniker, 1984). Jeg vil anbefale at sidde med teksten på tysk og engelsk på samme tid, hvis ens tysk ikke er særlig godt. Nyd det, og lad den europæiske ånd flyde ind over dig, og fylde dig med mod og håb for Europas fremtid.

Bibliografi