Sker noget én gang, kan det være en tilfældighed. Sker det to gange, begynder et mønster at tegne sig. Men tredje gang kan man ikke længere nægte, at der er tale om en regelmæssighed. Det er derfor ikke af lille betydning, at Aporias blå omslag nu for tredje gang kan pryde den ivrige læsers bogreol: Nu kan det ej mere betvivles; nu er studenterfagbladet for alvor en fast del af Aarhus Universitets filosofiuddannelse.
Til et vigtigt blad kræves et vigtigt emne. Filosofien anklages ofte for ikke at have åbenlys relevans for hverdagens praktikaliteter - filosoffen grubler afskærmet i elfenbenstårnet 1465, uden at skænke pøblens virkelighed en tanke. Uanset den generelle gyldighed af denne kritik, er det svært at forestille sig vigtigere begreber end begrebet frihed.
Filosoffen er sjældent forundt en politisk uenighed, der så åbenlyst bunder i forståelsen af et begreb. Der er ikke den deltager i den politiske diskussion, der ikke går ind for, at frihed er godt; problemet er naturligvis, hvad vi så skal forstå ved “frihed”. Sagt med Rawlsianske ord er alle enige om konceptet, men enigheden slutter ved konceptionen. Hvad end du bekender dig til Mill1, Rousseau, eller en helt tredje, kan vi alle blive enige om, at der kræves filosofisk fodarbejde - og det er denne opgave vores generøse bidragsydere vil varetage i de følgende sider.
Beslægtet, men distinkt fra det politiske, har frihed også en mere metafysisk og eksistentiel forstand: Viljens frihed. Om end ikke lige så politisk heftigt, er idéen om, at vi kan tage frie valg ikke mindre betydningsfuld for vores eksistens. I vores ureflekterede stunder antager vi næsten uundgåeligt, at vi er frie agenter. At vi selv kan vælge, hvad vi gør. Hvorvidt dette i virkeligheden er tilfældet, og hvad dette overhovedet betyder, er til gengæld langt fra åbenlyst. Vores svar på disse spørgsmål har ikke kun betydning for hvordan, vi ser os selv, men også for moralske spørgsmål om skyld og fortjeneste.
Man skal selvfølgelig ikke lade sig begrænse af traditionens eller undertegnedes begrænsede fantasi, når man fortolker bladets emne; lad idéerne flyde frit!
Vi er dybt taknemmelige for alle, der har gjort tredje udgave af Aporia muligt - både de skribenter, der har indsendt deres indlæg, og de frivillige, der har sørget for det omkringliggende praktiske arbejde. Derudover takker vi alle, der er mødt op til receptionen for at støtte Aporia, samt søsterfagbladet Tingen. For første gang takker vi nu også de læsere, der læser med hjemme bag skærmene, da Aporia nu også er online, og kan tilgås via linket på Aporias facebookside. Vi siger derfor også et sidste stort tak til Jonathan Friis, der har stablet hjemmesiden på benene. Vi håber, at I vil nyde at læse bladet lige så meget som, vi har nydt at lave det. Du kan nu føle dig fri til at give dig i kast med bladet!
Fra alle os til alle jer
Aporias redaktion
“Maden smager simpelthen så dejligt.”
“Undskyld, min telefon gik død.”
“Ja, vi burde mega meget gribe en kaffe snart!”
“Jeg bruger tandtråd hele tiden.”
”Jeg har fået læst, ja.”
”Jeg er på vej!”
Og klassikeren: ”Det gør ikke noget.”
Jo. Det gjorde noget.
Hvad mener du ”Det gør ikke noget”?
Nogen har gjort dig ondt, spildt din tid, trådt på dig, gjort dig uret på en eller anden måde. På et niveau hvor, det har været nok for den anden part at undskylde.
...
Vi siger ofte, at friheden er retten til at være sig selv; men hvad hvis det netop er dette sig selv, der holder os fast? Det at give afkald på andre menneskers magt over mig er måske ikke nok, hvis sproget allerede har lært mig at sige jeg, før jeg ved, hvem jeg er.
Jeg vil derfor skelne mellem mig og mig. Med mig mener jeg ikke personligheden eller identiteten, men den umiddelbare erfaring af at være til, før den bliver beskrevet. Mig’et er derimod det omtalte mig, det som kan ses og beskrives. Mig er den, der lever. Mig’et opstår i fotografiet, i sproget og i andres blik, længe før jeg selv når at erfare mig som noget levende. Måske begynder friheden dér, hvor denne form mister sin nødvendighed. Jeg’et er ikke frihedens udgangspunkt. Det er frihedens begrænsning.
...
Hedexia: Er det ikke unødvendigt? Lyset bliver ikke grønt hurtigere - jeg har allerede trykket.
Fridomache: Det ved jeg da godt. Det er mere princippet i det. Nu føler jeg i det mindste jeg gør noget - jeg udtrykker hvor pokkers gerne, jeg vil have, at det lys skifter snart!
Hed: Du gør jo ikke noget som sådan, vel? Hvis du ikke havde trykket, ville lyset blive grønt på præcis samme tid. Du kan ikke rent faktisk få noget andet til at ske end det, der allerede ville ske.
...
I videnskaben findes friheden ikke. Det kan godt være, at vi føler os frie, når vi står i supermarkedet og vælger skummetmælk frem for sødmælk. At vi oplever en brusende følelse af frihed, når det bliver fredag eftermiddag, og weekenden står for døren. Men intet af dette er jo rigtig frihed. Det føles bare sådan. For den egentlige frihed er en illusion. Sådan er vi moderne, videnskabeligt oplyste mennesker vant til at tænke. Selvom vi sommetider kan føle os frie, ved vi godt, at friheden ikke findes. At vi blot er en del af et fysisk univers, hvor alt er bestemt på forhånd, hvor ting bare sker, og hvor vi ingen kontrol har over noget som helst.
...
Throughout the last decades, working time in high-income countries has decreased, implying a corresponding increase in leisure time (Korea Development Institute, 2023). However, these societies still face issues related to stress and general well-being. Despite having more leisure time than ever before, we experience increasing mental health issues, social acceleration, and a growing sense of lacking free time. As Hartmut Rosa argues in Acceleration and alienation (2010), technological and social developments should free up time instead produce a sense of time scarcity and pressure (Rosa, 2010). If we look at what we spend our free time doing, the OECD reports that 40% of leisure time is spent on TV/streaming (Hustle Escape, 2020), and Data Reportal reports an average of 2 hours and 23 minutes of daily social media use (Kemp, 2024). We spend a lot, if not most, of our free time in front of screens, and while there are plenty of studies that argue against prolonged screen time, I will avoid this. Instead, my aim is to point at the need for a structural account of what it is that is bad for us in specific leisure time activities.
...
Der er ingen tvivl i dag om, at Europa er i ”klemme”. Mod øst har vi russerne, som aktivt fører en imperialistisk, ekspansionistisk krig. På den anden side af Atlanterhavet sidder en neo-fascistisk proto-diktator der truer andre lande og blæser på international lov og ret. USA truer sågar også dem, de for blot få år siden ville anse som deres tætteste allierede (Danmark, Storbritannien, Tyskland osv.) Det er derfor ikke overraskende, at de europæiske lande forsøger at arbejde tættere sammen og skabe større sammenholdskraft. Det er heller ikke overraskende, at EU forsøger at knytte et tættere bånd til Kina, selvom vi anser Kina for at være et diktatur, fordi Kina er langt mere pålideligt end USA eller et fattigt land i Afrika. Jeg er ikke meget for at give de arrogante franskmænd ret, men én ting må man da give dem: De havde ret i, at Europa skulle være mere selvstændig og distancere sig fra USA. Allerede i 1950’erne og 60’erne råbte den franske præsident Charles De Gaulle op om faren ved at Europa knyttede sig for tæt til USA. Men hvad har det at gøre med titlen på artiklen An die Freiheit? Til dem, der ikke allerede ved det, så har EU rent faktisk en officiel melodi: Beethovens 9. 4. sats uden Koral. Symfonien er bygget op omkring et digt fra F. Schiller kaldet An die Freude (1785), hvilket jo naturligvis ikke er det samme som ”Freiheit”.
...
We, the citizens of Georgia – whose firm will it is to establish a democratic social order, economic freedom, and a legal and a social state; to secure universally recognised human rights and freedoms; and to enhance state independence and peaceful relations with other peoples – drawing on the centuries-old traditions of the statehood of the Georgian nation and the historical and legal legacy of the Constitution of Georgia of 1921, proclaim this Constitution before God and the nation. (Georgiens grundlov, præambel) ...
Mennesket er skabt i Guds billede – således gav Gud sin egen frihed til Adam, for at Adam kunne handle frit, med det ene forbud ikke at spise frugten fra kundskabens træ, hvad Adam alligevel gjorde. Ifølge den protestantiske teologi er det med denne fortælling, at rammen for at forstå arvesynden gives, og det netop som et frihedstab (WA 18: 600-787).
Måske man allerede nu kunne være tilbøjelig til at ville indvende, at biblen tager fejl i sin beretning om syndefaldet og menneskets natur. Men en sådan afvisning forudsætter vel i en eller anden forstand, at man allerede besidder en forståelse af, hvad syndefaldet faktisk er, og hvad der menes, når teologien påstår, at mennesket er blevet ufrit igennem det. Den første mulighed der må afvises, er nok den historiske, altså en opfattelse af biblen som en tekst, der først og fremmest beskriver historiske hændelser. Selve diskussionen om historiske hhv. bogstavelige læsninger af biblen har sine rødder i antikken, hvor bl.a. kirkefaderen Origenes talte imod en totalitær biblicisme, dvs. at hele biblen måtte forstås bogstaveligt:
...
1. Introduction 1 There seems to be a problem with possible entities. Do they have being? Do they not? Or are they to be categorized as something in-between? Can we just freely quantify over possible entities, without any ontological consequences and inconsistencies? Quine’s famous paper ‘On What There Is’ (1948) presents to the reader the fictional character of the philosopher Wyman. Wyman, after having posited the status of Pegasus (a fictional entity) as an unactualized possible – thus granting Pegasus some ontological status as an entity which subsists (Quine, 1948: 22-23) – is asked to take the following questions into consideration:2
...
Frihed fra Store Videnskab1 Store Videnskab er en ideologi vi lever under. En Frankenstein af videnskaber sutureret bl.a. af os filosoffer. Den store bog om verdenen hvorfra alle partikulære kan stykkes sammen fra universelle sandheder er Store Videnskabs mål. Og mens vi afventer at potentialet indløses og den uundgåelige telos opnås er der nogen som skal holde os hen. I psykiatriens barndom var årsagen til psykopatologi for meget sort galde der ledte til melankoli – en af de fire humorer, sammenhængende med de fire temperamenter (Klibansky et al. 1964). Hvis blot man kunne finde galden, så kunne man løse den melankolske problematik – måske for evigt. Men før det skete voksede psykiatrien (Foucault 1965). I 1950’erne talte man i lægebogen af Einar Wallquist om at sjælelivets funktioner beroede i hjernen – og sindsslidelse måtte være en beskadigelse af hjernecentre (Wallquist 1950, p. 437). Temmeligt ligegyldigt varden manglende empiri, og Wallquist indrømmer også blankt at man dårligt forstår beskadigelse af hjernen og korrelationen mellem forskellige sindslidelser (Wallquist 1950, p. 437).
...
Dette er ment som en selvhjælps-pixie-bog til alle, der føler sig overbebyrdet af valg.
Der er noget uhyggeligt mystisk over at åbne Netflix. I det øjeblik jeg bliver præsenteret for en overflod af muligheder, ved jeg lige pludselig ikke længere, hvad jeg vil se. Dét synes jeg er et problem, for det ligner jo frihed. Jeg kan selv vælge, så hvorfor reagerer min hjerne med absolut kedsomhed? Situationen ser gerne sådan her ud: Jeg scroller, og jeg kigger nøjsomt på, hvad jeg kan vælge. I starten kan jeg endda finde på at se en trailer, inden min søgen efter underholdning bliver mere hektisk. En serie kunne være spændende, men i forskellige anmeldelser af den står der, at de første tre afsnit er sådan nogle, man bare skal igennem. En anden virker som det rigtige valg, hvis jeg altså besluttede mig for at blive typen, der kunne lide krimi. Det er i det hele taget som om, hver titel ikke bare er et tilbud, men en lille antydning af et liv, en forestilling, man kunne træde ind i. Og alligevel bliver jeg i limbo. Jeg giver op.
...